Nets: Opkøb kan blive annonceret allerede i dag
Den amerikanske kapitalfond Hellman and Friedman er angiveligt så tæt på at indgå en aftale om et køb af det danske betalingsserviceselskab Nets, at en aftale muligvis vil blive annonceret allerede mandag.
Det skriver Financial Times med henvisning til kilder med indblik i forhandlingerne.
Prisen på Nets er ifølge Financial Times den samme, som kom frem i starten af september, det vil sige 5 mia. dollar, eller 31,1 mia. kr.
Nets-aktien sluttede fredag i 152 kr. svarende til en markedsværdi på 30,5 mia. kr.
Også Bloomberg News skrev fredag, at en aftale var tæt på at blive indgået og muligvis kunne annonceres allerede tidligt i denne uge.
Nets pressechef, Søren Winge, afviste ved den lejlighed over for Ritzau Finans at kommentere på rygterne og henviste i stedet til selskabets tidligere udtalelse fra den 1. september, der blev sendt ud som en fondsbørsmeddelelse.
Dengang bekræftede Nets, at der stadig pågik drøftelser om et muligt købstilbud på selskabet.
"Der er på det nuværende stadie ingen sikkerhed for, at der vil blive indgået en aftale. Nets vil vende tilbage, når det er relevant," skrev selskabet i en kortfattet meddelelse.
Ifølge Financial Times vil Hellman and Friedman overtage en majoritet i Nets sammen med en gruppe medinvestorer, heriblandt Singapores statslige investeringsfond, GIC.
Kapitalfondene Advent og Bain, der købte Nets i 2014 og senere førte selskabet på børsen, vil fortsat være aktionærer med en minoritetspost, skriver Financial Times.
/ritzau/FINANS
Medie: Hellman and Friedman rygtes at være tæt på Nets-opkøb
Relaterede artikler:
Bankdata henter Nets-chef ind i ledelsen
For abonnenter