Nyt it-system forsinker behandling af kræftpatienter

Rigshospitalet i København kan ikke længere tilbyde kvinder med brystkræft at blive behandlet inden for den tidsgrænse, som ellers er fastsat i de nationale kræftpakker. Det skriver Politiken.
Årsagen er, at lægerne bruger længere tid på at betjene regionens nye it-system, Sundhedsplatformen. På den måde har personalet mindre tid til at tage sig af patienterne. Og der er tale om et permanent problem.
Ifølge kræftpakkerne fra 2008 skal patienter ellers behandles uden unødig ventetid. Men i et brev, som klinikchef på Rigshospitalet Michael Vestergaard har sendt til en ventende, står der, at ventetiden er "længere, end vi ønsker".
/ritzau/