Kolind efter Conferize-kollaps: "Jeg fortryder altid hver gang jeg taber penge"

Lars Kolind var storaktionær i Conferize, der nu bliver lukket ned. Erhvervsmanden taber godt 20 mio. kr., som han løbende har investeret i it-selskabet. "Der er en risiko ved at sætte noget nyt i gang," siger han.
Foto: Tycho Gregers/Ritzau Scanpix
Foto: Tycho Gregers/Ritzau Scanpix

"Jeg fortryder altid, hver gang jeg taber penge. Men jeg fortryder sådan set ikke nogle af de enkelte beslutninger, der er truffet."

Sådan lyder det fra erhvervsmanden Lars Kolind, der var en af hovedaktionærerne i it-selskabet Conferize, som netop har meddelt, at man lukker og slukker.

Lars Kolind har løbende investeret godt 20 mio. kr. i Conferize, og selvom det ærgrer ham, at selskabet må dreje nøglen om, og han må vinke farvel til sin investering, beklager han sig ikke.

"Når man investerer i sådan en startup, så ved man, at risikoen er større end ved en almindelig investering. Det er vilkårene," siger han til ITWatch.

"Jeg har investeret i over 20 startups, og det er måske en tredjedel af dem, hvor det ikke er lykkedes – og Conferize er en af dem. Men hvis man vil have noget til at ske, så må man jo løbe en risiko, og det er det, som aktionærerne har gjort."

80 mio. kr. investeret i alt

Lars Kolind er sammen med Morten Mathiesen de to største investorer i Conferize, der var børsnoteret på mini-børsen First North.

"Vi er dem, der har skudt langt flest penge i det, og derfor er det også os, der lider langt de største tab, men det er jo sådan, det er. Der er en risiko ved at sætte noget nyt i gang og gøre et sats, og der må man bare erkende, at det en gang imellem ikke lykkedes."

"Og så er det vigtige jo, at man holder op på det tidspunkt og i det øjeblik, at man erkender, at det her ikke lykkedes. For man skal ikke smide gode penge efter dårlige. Der må man simpelthen erkende, at det ikke går, og så skal man lave en pæn og ordentlig afvikling, som er lige præcis det, som Conferize gør."

Der er samlet blevet investeret omkring 80 mio. kr. i it-selskabet, der står bag en digital platform til events.

"Det gør selvfølgelig et stort indtryk på mig, at jeg taber så mange penge, og det gør et ligeså stort indtryk på mig, at der er en helt masse andre mennesker, som har tabt meget mindre beløb," siger Lars Kolind og fortsætter:

"Det har jeg det rigtig, rigtig skidt med. Men det er altså vilkårene, når man investerer i startup-virksomheder."

Coronakrisen har ført til nedlukning

Conferize har i flere år været udfordret økonomisk og har kæmpet med at skabe omsætning.

I 2016 landede selskabet en omsætning på blot 21.788 kr., i 2017 var salget dalet til 8.865 kr., mens omsætningen i 2018 og 2019 lå på henholdsvis 36.002 kr. og 54.129 kr.

I august meldte selskabet ud, at man havde brug for yderligere 20-30 mio. kr., som man ville rejse i 2021. Indtil da ville man sikre selskabet ved en mindre mellemfinansiering.

I september lød meldingen fra adm. direktør Steen Tromholt, at Conferize havde et halvt år til at sikre sin fremtidige overlevelse. Årsagen til, at bestyrelsen har valgt at trække stikket nu, er coronakrisen, forklarer Lars Kolind.

"I de seneste 14 dage er det blevet tydeligt, at vi er inde i en anden bølge af covid-19. Det betyder, at hele det eventmarked, som vores platform var udviklet til, er blevet endnu mere udsat. Markedet er endnu mere dødt, end vi troede for to måneder siden."

Ifølge erhvervsmanden er udsigterne til, at eventmarkedet blomstrer op igen, alt for lange. Derfor ville det ikke være forsvarligt hverken at lave en mellemfinansiering eller hente yderligere kapital i starten af 2021.

"Vi var heldigvis alle sammen enige om, at det var ikke forsvarligt," siger Lars Kolind.

Selvom Conferize har været økonomisk klemt i længere tid, mener Lars Kolind ikke, at han og de andre investorer har trukket den for langt. Han er stadig overbevist om, at Conferize kunne være blevet en god forretning, hvis coronakrisen ikke havde buldret ind over Danmark og resten af verden.

"Det ville være lykkedes, hvis ikke corona var kommet. Det kan jeg selvfølgelig ikke sige med 100 pct. sikkerhed, men jeg tror på, at det ville være lykkedes, og derfor var jeg jo også med til at investere penge i selskabet."

"Jeg fortryder, at der kom covid-19, men det kan jeg altså ikke bruge til noget," tilføjer han.

"God karma omkring selskabet"

Lars Kolind fortryder naturligt, at han har tabt godt 20 mio. kr. på Conferize, men han understreger, at de enkelte beslutninger, der er taget undervejs, har været de rigtige. Det gælder også dagens beslutning om at lukke ned.

"Det er med god samvittighed, at jeg er med til at træffe beslutningen, fordi den, der taber mest ved den beslutning, er trods alt Morten Mathiesen og mig."

Lars Kolind understreger, at holdet omkring Conferize var det rigtige – både på ledelses- og bestyrelsesplan.

"Der var god karma omkring selskabet. Det lykkedes bare ikke, og sådan er det," siger investoren.

"Jeg er helt overbevist om, at der kommer nogle andre ting, der går godt, og så må vi så glæde os over det. Det er vilkårene, når man investerer i sådan nogle startups."

Børsnoterede Conferize lukker ned

Kolind har 20 mio. på højkant: Nu skal Conferize rejse 20-30 mio. for at overleve

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også