Ib Kunøe efter afsked med Honoré: "En formand har jo begrænsede værktøjer i værktøjskassen"

En dårlig aktiekursudvikling og behov for nye kompetencer i forbindelse med en ny strategi er blandt årsager til, at Thomas Honoré med øjeblikkelig virkning stopper som CEO i Columbus. Det siger bestyrelsesformand Ib Kunøe, der nu åbner for at hente en international profil som ny topchef. 
Som bestyrelsesformand i Columbus har Ib Kunøe haft et tæt parløb med den nu fratrådte CEO Thomas Honoré. | Foto: Lars Krabbe
Som bestyrelsesformand i Columbus har Ib Kunøe haft et tæt parløb med den nu fratrådte CEO Thomas Honoré. | Foto: Lars Krabbe

Der skal frisk blod og nye kompetencer ind i toppen af it-selskabet Columbus, siger bestyrelsesformand og storaktionær Ib Kunøe, der fremhæver, at aktiekursen ligger på et overraskende lavt niveau.

ITWatch taler med ham over telefonen, mens han er til stede på Columbus' matrikel. Her han orienteret medarbejderne om, at Thomas Honoré stopper med øjeblikkelig virkning som CEO i forbindelse med, at it-selskabet er i gang med et strategiarbejde, der skal munde ud i en ny strategi til november.

"Thomas har været central i det arbejde, så der har han været fuldstændig loyal overfor de nye krav, som vi skulle stille – eller de nye kompetencer, som vi havde behov for, hvis vi skal ændre Columbus, som vi har tænkt os at gøre," siger Ib Kunøe.

Skuffende aktiekurs

Thomas Honoré har stået i spidsen for Columbus siden 2011, og derfor giver det god mening, at få nye kræfter ind i toppen af organisationen, fremhæver Ib Kunøe.

"Skal denne strategi implementeres, så er det ikke noget, du gør overfor 2000 mand fra den ene dag til den anden. Så skulle han være med igen i en årrække, og det har vi måske begge to syntes, ikke var det rigtige."

Ib Kunøe fremhæver, at Columbus' aktiekurs har ligget på et skuffende niveau. I 2018 var den oppe i en kurs på 17 kr., men aktuelt bliver den handlet for under 7,5 kr.

"Markedet har åbenbart ikke syntes, at vi var så værdifulde, som vi selv syntes – og det er en stor overraskelse for os, at kursen er, hvor den er. Det har vi meget svært ved at forstå. En formand har jo begrænsede værktøjer i værktøjskassen," påpeger Ib Kunøe.

Har aktiekursusudviklingen spillet ind i denne beslutning?

"Ja, hvad tror du? Det er jo ikke noget nogen aktionærer - hverken de interne eller eksterne - er så glade for."

Kræver ændret organisation

For blot en uge siden løftede Thomas Honoré i et længere interview med ITWatch en flig af sløret for it-selskabets nye strategi. Han fremhævede, at man i fremtiden vil gå efter større globale kunder, fordi coronakrisen har vist, at det er muligt uden en fysisk tilstedeværelse i de enkelte lande.

Er det stadig noget af det, I arbejder med?

"Ja, det er det helt givet," slår Ib Kunøe fast. 

"Og det kræver en ændret organisation, som er mere kundecentreret, end den har været hidtil. For hvis du skal have fat i store globale kunder, så skal du også have nogle, der har muskler til at tage de kunder."

Skal du ud og have en international profil i spidsen af Columbus?

"Det kan det sagtens være."

Du har ikke en kandidat?

"Nej, vi har ikke været ude at tale med headhuntere."

Finansdirektør Henrik Thrane er udnævnt som konstitueret CEO.

"De var jo to i direktionen. Og det er selvfølgelig den anden koncerndirektør, der bliver konstitueret," fremhæver Ib Kunøe.

Ingen overraskelse

Hvornår regner du med at have en ny CEO på plads – kan du sige noget om det?

"Nej, det kan jeg ikke. Jeg har ikke startet søgeprocessen. Det kan tage kort eller lang tid alt efter, hvor lang opsigelse sådan en person har."

Det er planen, at Columbus præsenterer sin nye strategi til november. Indtil da holder Ib Kunøe kortene tæt til kroppen, men det står klart, at han vil gå efter en profil med andre kompetencer end Thomas Honoré.

Kan du uddybe hvad det er for nogle kompetencer?

"Det er selvfølgelig lidt tidligt at begynde at reflektere over det, for vi har ikke offentliggjort strategien endnu – så der må vi vente lidt, indtil vi offentliggør vores strategi, det må vi gøre overfor børsen, og det kan vi ikke gøre, før vi er helt færdige med den strategi."

Hvad har Thomas Honoré manglet i forhold til det næste skridt, som Columbus skal tage?

"Det er ikke engang sikkert, at han har manglet noget, det kan ligeså vel være, at han ikke har syntes, det var en rolle, som han har lyst til at tage. Det er sådan noget, som har udkrystalliseret sig i det strategiarbejde, som vi har haft."

Er det ham selv, der er gået, eller er det en fyring?

"Det er ikke kommet som en overraskelse for Thomas, at vi endte med den konklusion."

Columbus løfter en flig af sløret for ny strategi: Vil gå efter større globale kunder

Thomas Honoré stopper øjeblikkeligt i Columbus 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også