Facebook begynder forsøg med at skjule antal likes

I Australien vil Facebook-brugere opleve, at antallet af likes på andres opslag vil blive skjult.
Foto: Stephen Lam/REUTERS / X02789
Foto: Stephen Lam/REUTERS / X02789
AF RITZAU/AFP

Facebook er begyndt et forsøg med at skjule antallet af likes på opslag i Australien.

Det oplyser det sociale medie fredag.

Facebook-brugere på tværs af Australien vil blive blokeret fra at se antallet af likes, reaktioner og videovisninger på andres opslag fra fredag, men brugerne vil stadig kunne se, hvordan der reageres på deres egne opslag.

Forsøget har til hensigt at dæmpe presset, som folk kan føle på grund af sociale medier.

"Vi ønsker ikke, at Facebook skal føles som en konkurrence," oplyser Facebook i en meddelelse.

"Det her er en test for at se, hvordan folk reagerer på det nye format. Vi håber at lære fra det her over tid, for at se om vi skal rulle det bredere ud," lyder det endvidere.

Facebook oplyser ikke, hvor længe forsøget skal køre. Men det beskriver forsøget som "en begrænset test til at få nogle indledende erfaringer."

"Mens det her er blevet testet på Instagram, så er Facebook og Instagram forskellige platforme, og vi vil formentlig få anderledes data ud af denne test," lyder det fra Facebook.

Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster, fortæller, at der endnu ikke er planer om at lave forsøget i Danmark. Ind til videre er forsøget med Facebook kun i Australien.

"Det er interessant at se, om det, at man fjerner antallet af likes, kan skabe et bedre miljø eller en bedre oplevelse på vores platform," siger Peter Münster til Ritzau.

Mere end en milliard mennesker verden over bruger Facebook, men sociale medier er blevet kritiseret for, at deres platforme kan påvirke brugernes mentale helbred negativt.

Facebook ejer også det sociale medie Instagram, og allerede tidligere på året begyndte et forsøg med at skjule likes på Instagram. 

Det startede med test i Canada i maj, og blev hen over sommeren rullet ud til Australien, Brasilien og flere andre store markeder.

Ifølge Peter Münster er det endnu for tidligt at konkludere noget ud fra testene på Instagram.

S om udsigt til indsats mod techgiganter: "Det her kommer til at tage tid" 

Teknologigiganter støtter newzealandsk antiterror-initiativ 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også