Epic: Implementering af Sundhedsplatformen er gået godt

Amerikanske Epic mener, at implementeringen af selskabets it-program Sundhedsplatformen i Region Sjælland og Region Hovedstaden har været god, skriver Computerworld.
Udmeldingen står i skærende kontrast til den kritik, der har været fra læger og andre sundhedsprofessionelle af, at systemet har skabt kringlede arbejdsgange og ødelagt produktiviteten på hospitalerne til skade for patienterne.
"Jeg synes, at det har været en god implementering. Vi er imponerede over de resultater, der er blevet opnået i den her skala. Man skal tænke på, at det er 44.000 brugere, hvoraf 12-14.000 er på samtidigt. Det er rigtigt mange brugere. Du vil kunne finde grupper, der mener, at ting skal forbedres. Du kan også finde grupper, der synes, at det er gået godt," siger Lars Oluf-Jensen, implementeringsdirektør i Epic, til mediet.
Det er ikke kun de ansatte på regionernes hospitaler, som er kritiske. Også it-professor Jørgen P. Bansler har overfor ITWatch sagt, at Sundhedsplatformen bliver svær at redde, men at regionerne vil have svært ved at komme af med systemet:
"Region Hovedstaden og Region Sjælland er fanget i en klemme, hvor de har investeret milliarder i det her system og uddannet 44.000 mennesker i at bruge det, og det kan jo ikke skiftes fra den ene dag til den anden. Uanset hvad man gør, kommer man til at leve med systemet fem-ti år. Det vil være min påstand."
Regionsformand om Sundhedsplatformen: "Der er allerede folk, der har mistet modet"