Sager om it-kriminalitet er fordoblet til 45.000 på to år

Personer får aldrig de varer, de køber. Og borgere har fået afluret og misbrugt deres kontooplysninger.
Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen
Af Ritzau

Politiet sidder med omkring 45.000 uopklarede sager om it-relateret økonomisk kriminalitet.

Det er lidt over dobbelt så mange som ved udgangen af 2019.

Her lå antallet af verserende sager, hvor der ikke er rejst sigtelse på omkring 22.000.

Det viser tal fra Nationalt Center for It-Kriminalitet (NCIK), som Berlingske har fået aktindsigt i.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) siger til avisen, at danskerne bruger mere tid på nettet. Derfor er der ”markant flere sager om it-relateret økonomisk kriminalitet end for bare ti år siden”.

Ifølge Berlingske er der i sagsbunken sager om børn helt ned til 12 år, som udnyttes til at hvidvaske it-kriminelles pengespor.

Der er personer, der aldrig får de varer, de har købt. Og borgere som har fået afluret og misbrugt deres kontooplysninger.

Sidste år modtog NCIK 28.253 anmeldelser om it-økonomisk kriminalitet.

Det er politienhedens opgave at stå for den indledende efterforskning og identificere det, der kæder sager med samme gerningsmand sammen, skriver Berlingske.

I 2019 gik der i gennemsnit 129 dage, fra politiet modtog en anmeldelse til der blev rejst sigtelse. Ved årsskiftet drejede det sig om 450 dage.

Ifølge Jesper Kracht, der er centerchef for NCIK, er Danmark utvivlsomt som samfund udfordret af kriminalitetsområdet.

”Der er selvfølgelig det høje antal anmeldelser, men der er også mange komplekse sager, der tager tid,” siger han til avisen.

I 2021 opgav politiet at forfølge flere sager end i de foregående år. I 2019 blev der henlagt 2072 sager. I november 2021 var antallet 11.897, viser tal fra Rigsadvokaten ifølge avisen.

Ifølge Nick Hækkerup vil politiet komme til at ”prioritere skarpere i fremtiden”. Det siger han i et skriftligt svar til Berlingske.

Ministeren henviser til det politiforlig, som regeringen og en række partier indgik i december 2020.

Heri fremgår det, at parterne vil give politiet og anklagemyndigheden mulighed for at inddrage flere relevante hensyn ved beslutningen af, om en sag skal efterforskes, skriver Berlingske. Det kan eksempelvis være, om en anmelder har været udsat for tab.

Mand dømt for at stå bag piratside med film og tv-serier

Minister om registrering: EU-Domstolen er på forbrydernes side

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også