Norge anklager Rusland for hackerangreb i Stortinget

Ruslands ambassade afviser blankt anklager om it-indbrud, mens Natos generalsekretær kalder det bekymrende.
Det er Norges vurdering, at Rusland står bag et hackerangreb mod Stortinget i Norge i august, siger den norske udenrigsminister, Ine Eriksen Søreide. | Foto: Ørn E. Borgen/NTB
Det er Norges vurdering, at Rusland står bag et hackerangreb mod Stortinget i Norge i august, siger den norske udenrigsminister, Ine Eriksen Søreide. | Foto: Ørn E. Borgen/NTB
AF RITZAU/NTB

Det norske parlament, Stortinget, anklager nu Rusland for at stå bag et it-angreb mod flere politikeres e-mailkonti. Angrebet fandt sted i august.

"Baseret på det informationsgrundlag, regeringen besidder, er det vores vurdering, at Rusland står bag denne aktivitet," siger Norges udenrigsminister, Ine Eriksen Søreide, tirsdag.

Stortinget meldte om it-indbruddet den 24. august.

"Det er en alvorlig hændelse, som rammer vor vigtigste demokratiske institution," siger udenrigsministeren.

Hun oplyser, at sikkerheds- og efterretningstjenesterne arbejder tæt sammen om sagen.

Også formanden for Stortinget, Tone W. Trøen, betegner hackerangrebet som "uacceptabelt og meget alvorligt".

"Et sådant angreb på Stortinget er et angreb på vort demokrati," siger hun.

Natos generalsekretær, den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg, siger, at angrebet skaber bekymring i forsvarsalliancen.

"Hackerangrebet mod Stortinget er alvorligt. Vi stoler på norske myndigheders vurdering af, at det er Rusland, der står bag angrebet," siger han til norsk TV 2.

"Nato er bekymret, fordi det føjer sig ind i et mønster, vi har set i andre lande. Sådanne angreb er uacceptable og undergraver tillid," siger Stoltenberg.

Tidligere er det kommet frem, at hackerne kan have fået adgang til private oplysninger om flere norske politikere.

Men ifølge de foreløbige oplysninger er der indtil videre ikke tegn på, at hemmelige oplysninger skulle være faldet i de forkerte hænder.

Den russiske ambassadør i Norge er blevet indkaldt til samtale i udenrigsministeriet.

Ruslands ambassade i Oslo afviser, at Rusland står bag. De kalder anklagerne fra norsk side "destruktive" for det norsk-russiske forhold.

"Det er alvorlig, bevidst provokation og destruktivt for bilaterale relationer," skriver ambassaden på Facebook.

Hackere bryder ind i norske politikeres mailkonti

Nordiske virksomheder bruger flere penge på datalæk end resten af verden 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også