It-rektor advarer mod humanisme-bashing: "Tendensen kræver, at jeg råber vagt i gevær"

Det er "helt uundværligt" at have et humanistisk perspektiv for at skabe værdi med it, lyder det fra ITU-rektor Mads Tofte. Han råber vagt i gevær overfor den udskamning, der ses af de humanistiske uddannelser. Det er ikke den kloge vej frem for samfundet, siger han til ITWatch.
"Det var måske på sin plads, at man tog bladet fra munden," siger ITU's rektor Mads Tofte, som har besluttet at gå i forsvar for de humanistiske uddannelser. | Foto: PR
"Det var måske på sin plads, at man tog bladet fra munden," siger ITU's rektor Mads Tofte, som har besluttet at gå i forsvar for de humanistiske uddannelser. | Foto: PR

Da ITU-rektor Mads Tofte sad i bilen på vej hjem fra årets folkemøde besluttede han sig for at forsvare humaniora.

Rektoren på IT-Universitetet har selv en naturvidenskabelig baggrund med uddannelser i datalogi og matematik og havde i en debat hos Magistrenes A-kasse fremhævet, hvor vigtigt det humanistiske blik bliver i en digital fremtid. Det synspunkt var kommet helt bag på alle de humanister, der sad i teltet.

"Jeg kunne mærke, at de var overraskede over, at jeg kunne mene det. Og de efterlyste også, at der var nogen som talte humanisternes sag i den offentlige debat," husker Mads Tofte.

"Det tænkte jeg over og gav dem ret i. Det var måske på sin plads, at man tog bladet fra munden," fortsætter han.

Humaniora er uundværligt

ITWatch har interviewet den afgående rektor - han stopper frivilligt ved årsskiftet - om et slags forsvarsskrift i Politiken, hvor han under overskriften "det digitale arbejdsmarked har brug for humanister", slår fast, at et humanistisk perspektiv "er helt uundværligt, hvis Danmark også i fremtiden skal skabe værdi med it."

Hvorfor er det uundværligt?

"Fordi mange af de ting, vi skal gøre, når vi skaber it, handler om, at vi bruger data på nye måder," forklarer Mads Tofte overfor ITWatch.

"Indsamlingen og brugen af data er fuld af humanistiske problemstillinger. Hvad er i orden at indsamle? Hvem har adgang til det? På hvilken måde er det i orden at bruge data? Hvis ikke vi har menneskets perspektiv på data, kan vi komme skrækkeligt galt afsted."

Han fremhæver Facebooks dataskandale, hvor firmaet Cambridge Analytica havde brugt data fra mere end 50 mio. Facebook-profiler til at målrette annoncer i strid med det sociale medies retningslinjer.

"Vi er begyndt at se eksempler på, at folk bruger data på måder, som er etisk tvivlsomme. Man kunne tænke sig masser af muligheder inden for sundhedsvæsenet for at gøre ganske forfærdelige ting."

"Det er ikke fordi, læger og analytikere ikke har en etisk sans og tænker over etik – det gør de fleste jo – men det er måske ikke deres ekspertise. Det er det derimod, hvis man har studeret etik. Så hvorfor ikke involvere den ekspertise?," spørger Mads Tofte.

I hans øjne nærmer tonen sig af og til "humaniora-bashing."

"Der er langt imellem, at nogen fra den tekniske side taler humanisternes sag. Man taler det ned på en måde, som hverken er fair eller konstruktiv, for vi har altså behov for også de kompetencer på et digitalt arbejdsmarked," påpeger han.

Han anerkender, at der har været et behov for at tale naturvidenskab op og få flere til at læse de såkaldte STEM-uddannelser.

Det dækker over uddannelser inden for områderne science, technology, engineering og mathematics, og i år valgte flere unge at søge ind på eksempelvis ITU. Således steg unversitetets optag med 11 pct., hvilket var rekord.

"Men det jeg advarer mod er, hvor meget man taler humaniora ned, for der er altså værdier i humaniora, som der i høj grad er brug for i vores digitale fremtid," fremhæver Mads Tofte.

Men det kan måske være svært at se for virksomhederne, hvad humaniora bidrager med på bundlinjen?

"Der er allerede en masse af vores kandidater, der kommer med en humanistisk baggrund, videreuddanner sig med it og får job. Så det viser i sig selv, at der er bundlinje i det."

Råber vagt i gevær

I debatindlægget i Politiken påpeger Mads Tofte, at humaniora er alfa og omega i forhold til nye teknologier som big data, kunstig intelligens og machine learning.

"Det humanistiske perspektiv på disse muligheder er helt afgørende for at kunne skelne mellem de teknologiske muligheder, man bør forfølge, og de muligheder, man bør tage afstand fra," skriver han.

Hvad mener du?

"Lad mig give et konkret eksempel. Objektiv sagsbehandling som handler om at få computere til at træffe afgørelse, som man har haft mennesker til at sidde og træffe."

"Det rejser det meget interessante spørgsmål for humanister og jurister at besvare: Hvilke typer afgørelser er det egentlig i orden at overlade til computere, og hvilke typer afgørelse bør man ikke lade computere træffe, men insistere på at for eksempel jurister træffer. Det er super vigtigt for vores retssikkerhed, og for hvad det er for et samfund, vi får," påpeger Mads Tofte.

Er du bekymret for, at vi er ved at få et samfund, hvor vi har overset disse aspekter?

"Tendensen kræver, at jeg råber vagt i gevær. For jeg tror ikke på, det er den kloge vej frem for samfundet."

Ved årsskiftet takker Mads Tofte af som rektor efter at have siddet på posten siden 2003, hvor IT-højskolen blev til IT-Universitetet i København. Men man skal ikke forstå hans opråb som en afskedssalut.

"Ork nej, jeg har et halvt år endnu. Der skal nok komme en salut på et senere tidspunkt," griner Mads Tofte.

"Det er ene og alene en refleksion over, hvad jeg oplevede på folkemødet."

TDC: Positivt med flere ansøgere til it-uddannelser men vi er langt fra i mål

Uden nye penge skærer IT-Universitetet ned næste år

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også