Kvinder sidder nu på en lang række topchefstillinger i it-branchen

En række af de toneangivende virksomheder og it-organisationer herhjemme har en kvinde i spidsen. Selskaber som TDC, KMD, Oracle, Citrix har det til fælles, at de ledes af en kvinde og Microsoft har til overflod to i spidsen i deres danske afdelinger. "Vi kan være stolte," siger en af dem, mens en anden siger, at "det bestemt ikke gjort med at få en kvindelig leder i toppen." Hele pyramiden skal med i virksomhederne.
"Det viser, at vi er kommet et stykke videre end skåltalerne," siger Eva Berkene, adm. direktør i KMD." | Foto: Astrid Maria Rasmussen/KMD/PR
"Det viser, at vi er kommet et stykke videre end skåltalerne," siger Eva Berkene, adm. direktør i KMD." | Foto: Astrid Maria Rasmussen/KMD/PR

En lang række af de store og vigtige danske it-selskaber har en ting til fælles. Nemlig at de har en kvindelig topchef. ITWatch har gennemgået et stort udvalg af de selskaber, der tegner danske og internationale it-selskaber herhjemme.

Og der er betydelige spillere imellem.

Således har et selskab som TDC nu sin anden kvindelige topchef, efter Alison Kirkby afløste Pernille Erenbjerg og brød årtiers tradition for at mænd sad i spidsen for selskabet.

KMD har Eva Berneke på toplederposten, hvor hun har afløst Lars Monrad Gylling og sådan kan man faktisk blive ved.

Oracle med Ingrid Mjøen, Microsoft med nytiltrådte Nana Bule, Microsofts udviklingsafdeling har Charlotte Mark på topposten, Google i Danmark har Malou Aamund, Visma Enterprise, det tidligere Bluegarden, har Monika Juul Henriksen på toplederposten, i Digitaliseringsstyrelsen har Rikke Zeberg afløst Lars Frelle Petersen og sådan fortsætter det på en række store poster.

En af dem, Eva Berneke i KMD, der har stået bag salget af KMD til japanske NEC, mener det er særdeles glædeligt at se så mange kvinder i topstillinger i it-og telebranchen.

"Det viser, at vi er kommet et stykke videre end skåltalerne," siger hun.

Men det kommer ikke bag på hende, at der er så mange i dag.

"Der er jo mange kendte navne imellem, og det er værd at nævne, at it-branchen gennem en årrække har haft en del kvindelige topchefer både på tværs af it brancheorganisationer, i de store internationale techvirksomheder som Oracle, Microsoft og Google og også i tech-virksomheder med danske rødder som KMD og TDC. Det er glædeligt," siger Berneke.

12 år i toppen

For Merete Søby, der har været topchef i Hitachi Vantara i 12 år, er det meget glædeligt, at vi er nået dertil.

"Det er flot, at it-branchen formår det her i en tid, hvor man taler om, at mange virksomheder har meget få kvinder på topposter."

Hun mener, at resultaterne kan danne rollemodel for andre brancher og tror, det er resultatet af flere års fokus på netop det, at få flere kvindelige topchefer i it-virksomhederne.

Eva Berneke undersgreger, at målet langt fra er nået endnu.

"De flere kvinder i topstillingerne er forhåbentlig et udtryk for, at vi har rykket os. Men jeg tror ikke, at vi kan læne os tilbage og nyde et enkelt øjeblik med kvindelige topledere," siger hun.

Hun mener, at det kræver fortsat opmærksomhed og en "vilje til at gøre noget ved det strukturelt."

"Ellers ender vi med, at der er nogle andre, der gør noget ved det via kvoter og lignende."

Berneke understreger, at sigtet ikke er, at gøre kvinder glade, men at sikre virksomhederne et bredt udvalgt at rekruttere fra.

"Målet er, at branchen får de mest kvalificerede ledere og ikke nøjes med at fiske efter ledere i den ene halvdel af andedammen. Og selv om det kan virke som om, vi i it branchen er kommet et stykke på vej, så har vi fortsat en opgave foran os i Danmark," siger hun. Hun efterlyser blandt andet at få flere kvinder ind på mange poster i virksomhederne.

"Her tror jeg, at vi halter meget bagefter, og der er også mange danske tech-virksomheder, som har meget få kvinder i deres direktion eller øverste ledelseslag. Det er bestemt ikke gjort med at få en kvindelig leder i toppen, hele pyramiden skal med."

Langt fra i mål

Hos Visma er Monika Juul Henriksen øverste chef for Visma Enterprise, der er Vismas danske del vendt mod store erhvervskunder baseret på det tilkøbte selskab Bluegarden.

Hun er som udgangspunkt godt tilfreds med den signalværdi, det sender.

"Det er et godt signal og det er flot, at der står så store stærke virksomheder med så gode kvinder i spidsen," siger hun, men tilføjer, at der er lang vej igen.

"Det er også vigtigt for mig at sige, at det her er et fint signal, men vi er langt fra i mål. Ser man på toplederstillinger i it-industrien, så er mænd bredt repræsenteret," siger hun og tilføjer:

"Særligt inden for iværksættervirksomheder, hvor mange stadig er skabt af mænd. Her håber jeg, at rollemodeller som de mange kvindelige topledere også kan have den effekt, at det får flere kvinder ind på det område."

Men hun ser, at de store underliggende forandringer, der sker i it-branchen gør den mere attraktiv for kvinder.

"Jeg tror, at fremgangen blandt it-selskaber skyldes, at det skifter fra at være meget teknisk funderet til at der i dag er fokus på den digitale tranformation. Det gør, at der er flere, som ser, de kan byde ind på opgaverne - herunder også flere kvinder."

Eva Berneke fra KMD glæder sig over, at der er stor søgning til eksempelvis IT-Universitet blandt kvinder. Senest var der flere kvinder end mænd på en af universitetets uddannelser i softwaredesign.

"Jeg har tidligere sagt, at it-branchen har et ansvar for at bryde kønsmønstre. Og det har vi fortsat. At kvinder udgør flertallet på kandidatuddannelsen på ITU understreger blot det faktum, at det ikke er naturgivet, at kodning, it-arkitektur og lignende arbejdsområder ikke interesserer kvinder. It er et super spændende område - for både mænd og kvinder," siger Berneke.

Jan har sat it-karrieren på standby for at sejle verden rundt med sin familie 

"Det er klart, at der er nogle medarbejdere, som føler sig mere usikre" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også