Titusindvis af brugere oplever problemer med at bruge WhatsApp

Ifølge brugere på Downdetector er der ud over WhatsApp også meldinger om nedbrud på Facebook og Instagram. Opdateret.
Foto: Dado Ruvic
Foto: Dado Ruvic
af ritzau

Titusindvis af brugere verden over oplever onsdag aften dansk tid problemer med beskedtjenesten WhatsApp, som Meta ejer.

Det skriver Reuters.

Nyhedsbureauet henviser til hjemmesiden Downdetector, der overvåger nedbrud på hjemmesider.

Ifølge mediet The Independent gælder nedbruddet også Metas platforme Facebook og Instagram. På Downdetector rapporterer brugere også problemer med tjenesterne.

På Metas driftshjemmeside fremgår det, at der er ”større forstyrrelser” på en række af selskabets platforme. Det gælder blandt andet det system, der gør det muligt for brugere at hente og bruge data i WhatsApp Business.

Der meldes også om problemer med beskedtjenesterne hos Facebook og Instagram.

”Vores teknikere er ved at undersøge problemet. Vi giver en opdatering inden for fire timer eller før, hvis vi får yderligere informationer,” lyder det på hjemmesiden.

For omkring en måned siden var platformene Facebook, Messenger og Instagram også nede.

Hundredtusindvis af brugere berettede om problemer. Når brugere tilgik medierne, var de blevet logget ud og kunne ikke logge ind igen.

Onsdag lyder det ifølge The Independent, at brugere primært har svært ved at sende beskeder og komme online.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også