Skat mangler it-folk: Nu må udbud gå om fordi leverandør er gået konkurs

Der var for meget fokus på pris og for lidt fokus på kompetence, da styrelse valgte konkursramt it-rekrutteringsbureau til opgave hos Skat, lyder kritik. 
Det lykkedes Convision at skaffe én it-specialist til Skatteministeriet, inden virksomheden gik konkurs. Siden hen er antallet kommet op på to. | Foto: Marcus Emil Christensen/Ritzau Scanpix
Det lykkedes Convision at skaffe én it-specialist til Skatteministeriet, inden virksomheden gik konkurs. Siden hen er antallet kommet op på to. | Foto: Marcus Emil Christensen/Ritzau Scanpix

I kampen om specialiserede it-folk er Skatteministeriet blandt de hårdt kæmpende kombattanter. 

Ministeriet har brug for at besætte et tocifret antal it-stillinger, og i erkendelsen af at kandidaterne ikke kommer af sig selv, søger det statslige organ hjælp blandt professionelle. 

I et nyt udbud blandt it-rekrutteringsfirmaer har Skatteministeriet sat jagten ind på op mod 36 it-kandidater, der skal sikre kvaliteten i skattestyrelsernes it-løsninger. 

Et udbud, som det slet ikke var planen at gennemføre, efter det allerede i sommeren 2023 var lykkedes at finde en leverandør til opgaven, virksomheden Convision, oven på et tilsvarende udbud.

Nu, godt et halvt år senere, er Convision gået konkurs, og det efterlader Skatteministeriet med uforløst sag, al den stund at blot to af de efterspurgte kandidater er blevet rekrutteret. 

Samtidig retter unavngivne, konkurrerende rekrutteringsbureauer, som ITWatch har talt med, kritik mod den styrelse, der gennemførte udbuddet og endte med at vælge Convision til opgaven. Kompetencer blev overdøvet af pris, lyder kritikken.

Det kuldsejlede rekrutteringsforløb sker, mens Skat i forvejen sender milliarder af kroner mod eksterne it-konsulenter. For nyligt kunne Computerworld fortælle, at Skat har en rammeaftale i støbeskeen, som lægger op til at indkøbe it-konsulenter for op mod 3,2 mia. kr. i de kommende år.

13 bureauer bød ind på opgave

I foråret 2023 søsatte Skatteministeriet via Administrations- og Servicestyrelsen, der hører under ministeriet, et udbud blandt rekrutteringsfirmaer med speciale i it-kandidater.

Opgaven gik ud på at finde SAP-profiler, it-projektledere, dataingeniører, it-sikkerhedsprofiler og ledere inden for samme områder til Skatteministeriets koncern. 

Der blev indledningsvist spillet ud med en ramme på 10 til 15 ansættelser. 

”It-området har stor bevågenhed, og for os er det virkelig vigtigt, at vi kan tiltrække relevante kandidater, så vi kan få nogle velfungerende it-løsninger. Dem, som er erfarne, er typisk passive kandidater, så de søger sjældent selv stillingsopslag. Derfor kan det være nødvendigt at få hjælp fra rekrutteringsspecialister, der har dybdegående viden om kandidatmarkedet,” siger Anette Christiansen, kontorchef i indkøb og udbud hos Administrations- og Servicestyrelsen.

13 rekrutteringsbureauer bød ind på opgaven, viser dokumenter, ITWatch er kommet i besiddelse af, og et af dem var rekrutteringsbureauet Convision, der løb med udbuddet.

Et firma med fem ansatte, speciale i freelance-ansættelser og en forretning, der i tre af sine sidste fire regnskabsår gav underskud. I det seneste regnskabsår, for 2022, havde Convision et negativt driftsresultat på 6,6 mio. kr. og en egenkapital på 549.000 kr.

Begæret konkurs af ejer

Convision vandt opgaven, fordi det var det firma blandt de 13 tilbudsgivere, der bød ind med den laveste pris. I opgavens udbudsvilkår var prissætning nemlig det eneste parameter, budgiverne blev vurderet ud fra. 

ITWatch er kommet i besiddelse af et underretningsbrev til et af de bureauer, som ikke fik opgaven, og her fremgår det, at det pågældende rekrutteringsbureau havde spillet ind med et bud, der var 41 pct. højere end Convisions bud. 

Oven på det vundne udbud gik Convision i gang med at løse opgaven, men 20. januar 2024 blev virksomheden begæret konkurs. Det var Convisions eget moderselskab Juhler Holding, der også ejer det almene rekrutterings- og vikarbureau Temp Team, der stod bag konkursbegæringen. 

Det tilkendegiver Philip Leth, adm. direktør i Juhler Holding, over for ITWatch. 

Læs her hans forklaring på konkursen, og hvorfor hans koncern er færdig med markedet for it-rekruttering. 

På konkurstidspunktet var Convision lykkedes med at finde én kandidat til Skatteministeriet, oplyser Anette Christiansen. 

Alle kunne regne ud, hvordan det ville ende

ITWatch har talt med nogle af de it-rekrutteringsfirmaer, der bød ind på udbuddet hos Skatteministeriet, men som ikke vandt opgaven.

Herfra rettes der kritik mod Administrations- og Servicestyrelsens valg af leverandør til opgaven. 

De pågældende aktører ønsker ikke at stille sig frem med navn af hensyn til fremtidige udbudsprocesser, men de siger samstemmende, at de var forbavsede, da opgaven gik til Convision, der på det tidspunkt var en ukendt spiller, der ikke tidligere havde bevist sig på området.

Convisions manglende erfaring på området gjorde, at alle kunne regne ud, hvordan det ville ende, lyder en kritik. 

Med det entydige fokus på pris i udbuddet var der en risiko for at placere opgaven hos en leverandør, der ikke var den mest kompetente til at løse opgaven, lyder en anden kritik. 

Pointer, der bakkes op af Ejvind Jørgensen, formand for interesseorganisationen Dansk IT’s udvalg for it i den offentlige sektor, da ITWatch foreholder ham sagen.

”Jeg troede egentlig, at vi havde lært at holde op med kun at kigge på prisen. Når man køber noget, er det for at få en effekt, ikke for at bruge nogle penge. Når man finder et firma, der skal hjælpe med at finde dygtige it-medarbejdere, som er en vital opgave i et digitalt samfund, så bør man kigge på kvaliteten,” siger Ejvind Jørgensen. 

Han fortæller, at han blev ”træt i ansigtet”, da han hørte om sagen. 

”Skat er en kæmpe muskel, og det er enormt vigtigt for befolkningens tillid til en institution som Skat, at den kommer i kontrol og kommer på ret køl i forhold til it. Derfor kan jeg blive bekymret, når man ikke er i stand til at rekruttere it-medarbejdere, og at man, når man skal have hjælp, ikke kan gøre det bedre,” siger Ejvind Jørgensen, der går ud fra, at denne sag må give anledning til overvejelser om fremtidige udbudsprocesser. 

Foruden at være udvalgsformand hos Dansk IT er Ejvind Jørgensen finansdirektør i softwareselskabet Cbrain. 

Et virkelig svært marked

ITWatch har spurgt Anette Christiansen, hvorfor pris er det eneste parameter, Administrations- og Servicestyrelsen valgte en leverandør ud fra.

Kontorchefen forklarer, at der inden selve budrunden er foregået en egnethedsvurdering, hvor potentielle leverandører blev baggrundtjekket.

”I forbindelse med optagelse i det dynamiske indkøbssystem (udbudsplatformen, red.) skal de (leverandørerne, red.) fremsende dokumentation for, at de opfylder en række betingelser for at kunne søge. Her er krav om finansiel kapacitet og faglig formåen. Når de først er i systemet, tjekker vi dem en gang årligt, ligesom vi også tjekker dem inden kontraktindgåelse,” siger Anette Christiansen.

Convision blev med andre ord godkendt til at kunne byde ind på udbuddet.

”Vi har meget fokus på, at det bliver gjort på en ordentlig måde, når vi håndterer offentlige midler” siger Anette Christiansen.

- Var I opmærksomme på, at Convision havde speciale inden for freelance-ansættelser?

”Det var vi opmærksomme på. Virksomheden kan godt overordnet set have et andet fokus, f.eks. freelance, men hvis de lever op til vores krav, så skal vi tage dem,” siger Anette Christiansen.

- Hvor stort endte Convisions honorar med at blive?

”Det kan jeg ikke udtale mig om, da det vil være konkurrenceforvridende at oplyse priser,” siger hun.

- Hvornår blev I opmærksomme på Convisions økonomisk uholdbare situation?

”I starten af januar får vi besked om, at der er noget på vej. Derefter går vi i dialog med dem, og 20. januar bliver der offentliggjort konkursdekret,” siger Anette Christiansen.

På det tidspunkt er Convision lykkedes med at lande én rekruttering.

- Er I tilfredse med Convisions indsats? 

”Det er et tilfredsstillende niveau, for det er et virkelig svært marked,” siger Anette Christiansen.

- Hvad gør I, nu da Convision er gået konkurs?

”Vi har allerede i slutningen af januar udsendt et nyt miniudbudsmateriale, fordi vi er nødt til indgå en ny aftale. Der er tale om tre miniudbud med hver syv til 12 stillinger,” siger hun. 

Kort inden deadline på denne artikel oplyser Administrations- og Servicestyrelsen til ITWatch, at Skatteministeriet har ansat endnu en af de kandidater, som Convision havde henvist til, inden virksomheden gik konkurs. Det bringer antallet af rekrutteringer op på to.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også