Microsoft slår regnskabsforventninger ved hjælp af AI

Når AI bliver mere udbredt, bliver efterspørgslen på andre tjenester større. Det gavner Microsoft, lyder det.
Microsoft kom ud af fjerde kvartal med et overskud på 151 mia. kr. | Foto: Pau Barrena/AFP/Ritzau Scanpix
Microsoft kom ud af fjerde kvartal med et overskud på 151 mia. kr. | Foto: Pau Barrena/AFP/Ritzau Scanpix

Microsofts resultat for fjerde kvartal af 2023 er bedre end analytikernes forventninger. Det skyldes blandt andet en større efterspørgsel på selskabets tjenester med kunstig intelligens, hvilket har skubbet omsætningen opad.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, efter at Microsoft tirsdag har fremlagt regnskab.

Overskuddet lander for perioden på 21,9 milliarder dollar - omkring 151 milliarder kroner.

- Vi har flyttet os fra at tale om kunstig intelligens til at benytte os af kunstig intelligens på en stor skala, siger Satya Nadella, som er bestyrelsesformand og administrerende direktør i Microsoft.

Alene omsætningen fra cloud-tjenesten Azure steg med 30 procent. Det skyldes ifølge AFP, at behovet for cloud-tjenester som denne stiger, i takt med at kunstig intelligens bliver mere udbredt i virksomheders arbejde.

- Ved at indføre kunstig intelligens i hvert lag af vores teknologi, vinder vi nye kunder og hjælper dem med at opnå nye fordele og produktivitet på tværs af alle sektorer, siger direktøren.

Den rivende udvikling inden for netop AI har fået Microsoft til at vippe Apple af pinden på listen over verdens største børsnoterede selskaber målt på markedsværdi. Microsoft har nemlig nu en værdi på mere end tre billioner dollar, svarende til 20 billioner kroner.

Aktiekursen er samtidig steget med 70 procent sammenlignet med kursen for et år siden.

Vinden i Microsofts sejl kommer fra analytikernes tro på, at Microsoft vil drage stor gavn af sit sats på kunstig intelligens. Og tirsdagens regnskab er et bevis på netop dette, lyder det.

Microsoft er storinvestor i OpenAI, som står bag ChatGPT - Den populære sprogmodel, som blev lanceret i november sidste år og hurtigt fik over 100 millioner brugere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også