Unit IT leverer "ganske fantastisk" regnskab ovenpå et coronaår: Nu venter flere opkøb

Selvom omsætningsvæksten ikke ligger nær så højt i it-selskabet som sidste år, er adm. direktør Mark Frihagen stadig godt tilfreds og siger, at de i Unit IT løber hurtigere end resten af markedet. Nu gør virksomheden sig klar til endnu flere opkøb.
Mark Frihagen er adm. direktør i Unit IT. | Foto: Unit IT / PR
Mark Frihagen er adm. direktør i Unit IT. | Foto: Unit IT / PR

Torsdag morgen afholder Unit IT generalforsamling, hvor regnskabet for 2020/21 skal godkendes, og det er en tilfreds adm. direktør, der sætter sig i stolen.

Selskabet leverer et overskud, der stiger med 25 pct. og lander på lidt over 20 mio. kr. på årets resultat før skat. Omsætningen ender på lidt over 160 mio. kr., hvilket svarer til en vækst på 18 pct.

"Det er jo ikke sådan den værste indgangsvinkel til en generalforsamling, når man kigger ned over tallene," siger den adm. direktør Mark Frihagen til ITWatch.

Det fynske Unit IT har netop aflagt andet hele årsregnskab, efter man fusionerede it-selskaberne Outforce, Mindzet og It-craft og gik ud som ét samlet hele under navnet Unit IT.

De tilbyder blandt andet hosting, drift, support, SQL og sikkerhedsløsninger for kunder som Universal Robots, GF Forsikring og USTC-koncernen.

Og selvom selskabet kun har lidt over to år på bagen, så vurderer Frihagen, at de allerede løber fra konkurrenterne på væksten.

"Hvis man kigger på det generelle markedsbillede, så har vi en opfattelse af, at vi outperfomer markedsvæksten og tager nogle markedsandele. Det er det benchmark, vi sigter efter."

Og det er på trods af et regnskabsår, hvor coronapandemien for alvor fik tag på de danske virksomheder.

Unit IT har forskudt regnskabsår, der løber fra 1. maj til 31. april. Derfor godkendte virksomheden budget lige inden nedlukningen 11. marts 2020. Budgetterne for regnskabsåret 2020/21 var altså godkendt på nogle andre forudsætninger, end dem, der fulgte med coronapandemien, der vendte op og ned på det hele.

"Hvis man kigger tilbage på, hvad der skete 11. marts sidste år, så synes jeg, at når vi så kan stå på den anden side af året og kigge tilbage på sådan nogle resultater, så synes jeg, det er ganske fantastisk. Man kunne have frygtet det værste, men vi har oplevet noget helt andet," siger Mark Frihagen.

Han tør godt sige, at han også kan tale på bestyrelsen og ejernes vegne, når han siger, at de er godt tilfredse.

Lavere omsætningsvækst

Sidste år leverede virksomheden ellers en omsætningsvækst på 25 pct. Men selvom væksten ikke helt er den samme i 2020/21, så siger Mark Frihagen, at den er tilfredsstillende og inden for de forventninger, de havde.

"Vi møder de omsætningsforventninger, vi havde, da vi gik ind i året. Det skal også tages med, at som vi bliver større, bliver det sværere at nå den samme omsætningsvækst procentuelt," siger han.

Målet for regnskabsåret var at vækste 10 pct. organisk. Og det er virksomheden mere end lykkedes med. Frihagen fortæller, at stort set al omsætningsvæksten er organisk.

"Jeg vil vurdere, at den organiske vækst står for 14-15 pct. af væksten på 18 pct. Den har været ekstremt flot."

"Et mini-NNIT"

Et sted, hvor tallene går tilbage, er dog på selskabets egenkapital. Den falder med 20 mio. kr. fra lige knap 60 mio. kr. i regnskabsåret 2019/20. Men det giver ikke anledning til bekymring for den adm. direktør.

"Vi står ikke med et kapitalbehov her og nu, og skulle vi stå med det, så har vi relativt enkelt ved at få det etableret," siger han.

Selskabet er nemlig ejet af USTC-koncernen. De udsprang fra koncernens egen it-afdeling i 2003 under navnet Outforce. I starten af 2019 bliver virksomheden omdøbt til Unit IT efter flere opkøb.

Og netop historikken med, at virksomheden er udsprunget af en koncerns interne it-afdeling, fik i februar 2018 bestyrelsesformanden til at sammenligne Unit IT med Novo Nordisks udskilning af NNIT.

"Man kan sige, at vi samler selskabet i, hvad der minder om et mini-NNIT," sagde Michael Bjerregaard Vecht dengang til ITWatch.

Men spurgt ind til den sammenligning svarer Frihagen:

"Jeg tror mere, det er ITWatch, der har sammenlignet os med NNIT. Der vil jeg være en smule beskeden, vi står jo ikke lige for at skulle børsnoteres," siger han og afviser, at idéen om en børsnotering overhovedet er aktuel "qua virksomhedens ejerskab".

Langsigtede partnerskaber

Senest har selskabet opkøbt konsulenthuset Hosthouse i december 2019. Og coronaens indtraf forhindrede en del af det, som Hosthouses forretningsmodel er baseret på. Mange af ydelserne er nemlig on-site. Det betyder, at de er afhængige af at kunne komme ud og besøge kunderne.

"Mange af de små og mellemstore virksomheder har haft lukket, og det betyder, at vi jo ikke lige kommer forbi," siger han og fortæller samtidig, at der naturligvis havde være nogle forventninger til, hvordan omsætningsstrømmene skulle se ud, og at noget er gået i den ene retning og noget i den anden.

Siden fjerde kvartal af deres regnskabsår har Unit IT arbejdet med flytning af Hosthouses kunder. En opgave, som de stadig er i gang med, og som de forventer at fortsætte hen over sommeren og efteråret i 2021.

Og selvom Mark Frihagen har en klar forventning om, at den opgave er afsluttet til efteråret – hvis ikke inden – så er det ikke tidsplanen, der er det vigtigste.

"Vi tænker det som et langsigtet partnerskab. Det er oplevelsen for kunden, og at det sker på en ordentlig måde, så alle føler sig holdt godt i hånden."

Ingen begrænsning på opkøb

Og umiddelbart er Unit IT langt fra færdige med deres opkøb. De er klar på både organisk og uorganisk vækst. Og det er svært for Mark Frihagen sådan at sætte tal og grænser på ambitionerne for opkøb. Han ser ingen begrænsning og fortæller, at de har en case by case-tilgang til det.

"Vi er klar til at købe det, der lader sig købe til en fornuftig værdisætning, som giver noget synergi til forretningen."

Særligt leder de efter virksomheder, som kan udvide selskabets kompetencer og stille dem bedre geografisk særligt i Østdanmark.

Som regel finansierer Unit IT selv mange af deres opkøb. Men med den ejerstruktur, de har, forklarer Frihagen, at "det er klart," at de har ejerne med, hvis det er meget store opkøb.

Og det hede opkøbsmarked i IT-branchen kan da også mærkes, når Unit IT går på jagt efter opkøb.

"Det er klart, at vi nogle gange er i konkurrence med nogen, som har et lidt andet regnestykke, end vi arbejder med. Vi opkøber med henblik på langsigtet partnerskab, og nogle køber med henblik på hurtig skalering og videresalg," siger han.

Er I i dialog med nogle i forhold til opkøb?

"Det er vi altid."

Fynsk it-virksomhed vokser 25 pct. trods coronakrise

Fynsk it-koncern fordobler resultat efter fusion 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også