80 brugere har anvendt corona-app til at advare om mulig smitte

"Smittestop"-appen er downloadet knap en halv million gange, og 80 brugere har brugt den til at advare om smitte i den første uge.
Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

For en uge siden lancerede Sundhedsministeriet en app til smitteopsporing.

Til og med onsdag er appen "Smittestop" downloadet 497.000 gange. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Det er imidlertid langtfra alle, der har set sig nødsaget til at tage appen rigtig i brug endnu.

Hvis man er testet positiv for coronavirus, giver appen mulighed for at give besked til andre brugere, som man har været tæt på. Den funktion har 80 brugere hidtil benyttet sig af.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) anser appen som et vigtigt supplerende redskab til den manuelle opsporing, som sundhedsmyndighederne står for.

"Med appen har vi tilføjet et digitalt værktøj, der kan hjælpe med at bryde de skjulte smittekæder," siger han i pressemeddelelsen.

"Danskerne har taget godt imod den app. Mange har hentet den, og 80 brugere har inden for den første uge brugt appen til at advare personer, som de ikke kender, om, at de muligvis har været udsat for smitterisiko, så de kan blive testet."

Ifølge Magnus Heunicke har appen på den første uge allerede "vist sit værd."

Med appen kan brugere give besked til andre, som man har været tæt på, hvis man bliver testet positiv med ny coronavirus.

Melder man sig positiv, kan den give besked til andre brugere, som man ikke kender, men har været tæt på, som så kan blive testet.

Danmark har haltet efter flere andre EU-lande, som tidligere har lanceret apps til at opspore mulige smitte med coronavirus.

Den er først kommet et stykke inden i genåbningen af landet.

Det skyldes, at man har villet sikre, at appen beskytter danskernes privatliv. Ved lanceringen lød det da også fra Dataetisk Råd, at den nye app trygt kan downloades.

Appen bygger på teknologi fra Apple og Google, som er udviklet med særligt fokus på privatlivsbeskyttelse.

Det vides ikke, hvor stor en del af befolkningen som skal downloade appen, før den kan være et effektfuldt middel til at stoppe smittespredningen.

I april anslog et studie fra Oxford University, at epidemien i et samfund ville kunne bremses, hvis 60 procent af befolkningen bruger en app til smittesporing.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også