Aulas pilotafprøvning på ret kurs efter børnesygdomme

Den forsinkede IT-platform Aula, der skal erstatte folkeskolernes brug af Skoleintra, har siden sommerferien haft 22.000 brugere. Platformen har delt vandene, men de værste begynderproblemer er ved at være løst, oplyser Kombit.
Foto: Kombit/PR
Foto: Kombit/PR

Siden sommerferien har der været fuld gang i pilotafprøvningen af Aula, der erstatter folkeskolernes brug af SkoleIntra og bliver fremtidens kommunikationskanal i folkeskoler og SFO'er. 24 skoler i 12 kommuner har nu været i gang med at afprøve Aula, og over 22.000 brugere har indtil nu været logget på Aula.

Ifølge Kombit har der været markante forskelle i erfaringerne hos skolerne. Det skyldes blandt andet, at der har været en del udfordringer med integrationer til blandt andet nogle skemalægningssystemer. 

"Udover de forskellige integrationer er det relativt markant, hvor forskellige pilotskolernes oplevelser med Aula har været. Det er tydeligt, at skolerne har meget forskellige måder at arbejde på, ligesom opsætningen af Aula er sket forskelligt fra institution til institution," skriver Kombit i meddelelsen.  

Man melder desuden om, at systemet nu kører stabilt, efter at en del brugere i begyndelsen oplevede, at app’en gik ned. I de kommende releases bliver prioriteten at styrke funktionaliteten på platformen på baggrund af de input, der er kommet ind fra de 24 pilotskoler.

"I september og oktober vil der blive gennemført en række interviews med brugere. Brugernes input bliver brugt til at justere implementerings- og kommunikationsindsatsen, til at indhente viden om eventuelle fejl, der skal rettes hurtigt, samt til at indhente input til fremtidig videreudvikling," oplyser Kombit.

Oprindeligt var det planen fra Kombit og Netcompany, der står bag Aula, at systemet skulle være klart til skolestart efter sommerferien. Lancering blev dog udskudt med ti uger til uge 43, hvilket var den tredje udskydelse af skolernes nye system.

Aula-projektleder: Der kommer ikke flere udskydelser nu 

Data fra nyt skolesystem bliver placeret i public cloud i EU 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også