Klumme: Ved rekruttering er din virksomheds DNA vigtigere end nogensinde før

Løn alene gør det ikke længere. Virksomhedskultur og medindflydelse er supervigtige faktorer for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
Det er vigtigt at have det rigtige match mellem medarbejderens og virksomhedens DNA. Foto: Colourbox
Det er vigtigt at have det rigtige match mellem medarbejderens og virksomhedens DNA. Foto: Colourbox
Af Malene Østergaard, chief transformation officer, Itm8

Rekruttering handler ikke kun om løn og kvalifikationer, det handler også om at sikre det bedste match mellem medarbejderens og virksomhedens DNA.

Der er mangel på medarbejdere, og især it-branchen er hårdt ramt. Ifølge tal fra ITB mangler vi 200.000, hvis vi skal kunne følge med efterspørgslen efter digitale medarbejdere. 71,4 procent af alle danske it-virksomheder ser manglen på den rette arbejdskraft som den største udfordring for at nå deres vækstmål.

Jagten på dygtige it-medarbejdere er derfor nådesløs. I rigtig mange virksomheder tror ledelsen desværre stadig, at det udelukkende handler om løn. Det er ikke en bæredygtig løsning, for så skal der jo bare et nyt og højere bud fra en konkurrent til for at lokke medarbejderen væk igen. 

Flere nye undersøgelser peger på, at tiltrækning af medarbejdere heldigvis i langt højere grad handler om kultur, virksomhedens DNA samt ledelsesstilen i virksomheden . Ikke mindst når den unge generation Z indtræder på arbejdsmarkedet . 

Det, der i virkeligheden får medarbejdere til at føle samhørighed med en arbejdsplads - og underforstået får dem til at blive længe i et job - er virksomhedskulturen. Omvendt er det også kulturen, der kan få medarbejderne til at føle sig fejlplaceret og dermed forlade en arbejdsplads efter kun kort tids ansættelse. 

Tilfredshedsundersøgelser er guld værd

Hos itm8 rekrutterer vi på, om vi er et match på DNA. Jeg har for eksempel sagt til nye medarbejdere: “Fedt at du vil være verdens bedste business intelligence konsulent. Det er vi glade for. Men du skal også ville være verdens bedste teamm8 - på din individuelle måde, naturligvis”. For evnen og viljen til det gode samarbejde er vejen til at få mest muligt ud af dine kompetencer ude hos kunderne. Vi tror nemlig på samarbejde som noget, der ikke bare gør det behageligt at gå på arbejde, men som er den direkte vej til at skabe bedre løsninger og mere værdi for kunderne. 

Virksomhedskultur og medindflydelse er altså supervigtige faktorer for fastholdelse af medarbejderne. Jo før ledelsen erkender dette, des bedre – især den aktuelle situation på arbejdsmarkedet taget i betragtning. 

Hvis du som leder er i tvivl om, hvad god virksomhedskultur er, så spørg dine medarbejdere! Jævnlige tilfredshedsundersøgelser blandt medarbejderne er ikke bare guld værd. De er en absolut nødvendighed. 

I Danmark er vi kendt for at være langt mindre autoritære og have en fladere organisationsstruktur end i mange andre lande. Alligevel oplever man gang på gang, at danske organisationer stadig arbejder med en topstyret ledelsesfilosofi, hvor medarbejderindflydelsen begrænser sig til informationsmøder. 

Min erfaring med ledelse siger mig, at de færreste medarbejdere i dag stiller sig tilfreds med den form for ledelse. De vil gerne have indflydelse, bidrage med gode ideer eller have mulighed for at sige fra, hvis noget forekommer dem tungt, besværligt eller uhensigtsmæssigt. 

Vigtigt med fælles DNA

Vi har hos itm8 været igennem en transformation fra 13 forskellige virksomheder til en med 1.641 medarbejdere. Alle virksomhederne var jo i forvejen en del af koncernen, så der var selvfølgelig noget fællesskab, men udgangspunktet var 13 forskellige virksomheder med hver deres DNA. 

Transformationen betød, at alle medarbejdere nu skulle arbejde i én virksomhed med et delvist andet DNA og kultur. Et DNA man som medarbejder oprindeligt ikke var blevet rekrutteret til. 

Det er klart, at det er en situation med masser af både praktiske og kulturorienterede forandringer for medarbejderne. Vi er ufatteligt glade for, at en meget stor del af vores medarbejdere har valgt at blive i det samlede itm8 som dedikerede teamm8s – og at vi endda formår at løfte vores medarbejdertilfredshed. 

Vi har haft flere aktiviteter for at lykkes med dette i transformationen:

1. Vi har først og fremmest været meget klare og tydelige i vores DNA og den ambitiøse rejse, vi som virksomhed er gået i gang med. Vi har med andre ord givet alle medarbejderne et godt beslutningsgrundlag for, om de ville med på rejsen. 

2. Vi har haft en topledelse, der fra starten har involveret sig stærkt i arbejdet med at kommunikere vores DNA. Vores kultur er blevet markeret som afgørende for vores differentiering i markedet. Vi har kontinuerligt insisteret på, at det skal være både anderledes og mere værdiskabende at arbejde sammen med itm8.

3. Sidst men ikke mindst har vi involveret alle medarbejdere i at være med til at give input til vores kultur og ikke mindst, hvordan vi kommer til at udleve den. Vi har gjort medarbejderne til vores vigtigste forandringsagenter. De er nemlig med på rejsen, når de ser, føler og oplever, at vi er villige til at foretage de forandringer, der skal til for, at vi får skabt den kultur, som de har sagt ja til at være en del af. For eksempel har vi netop gennemført vores co-cre8 tour i 15 byer, hvor 1.160 ideer blev til vigtige input fra alle mine itm8 kollegaer.

Løn og kvalifikationer kommer altid til at fylde i en rekrutteringsdialog, men hvis vi alle sammen bruger energien på at fokusere på at skabe det bedste match mellem medarbejderens og virksomhedens DNA, så holder samarbejdet meget længere i den sidste ende. Det kræver mod at holde fast og rummelighed at lytte, men der findes vel næppe noget dyrere end fejlrekrutteringer. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også