Klumme: Foruroligende udvikling kalder på større diversitet på it-uddannelser

Siden 2010 er antallet af it-specialister i Danmark steget med mindre end EU’s gennemsnit, og position som en digital frontløber er ved at smuldre. Derfor er flere kvinder på it-uddannelser vigtigt. 
Christoffer Svenssons uddannelsesakademi Academic Work oplever en stigning i antallet af kvinder, der viser interesse for it-branchen.
Christoffer Svenssons uddannelsesakademi Academic Work oplever en stigning i antallet af kvinder, der viser interesse for it-branchen.
Af Christoffer Svensson, Managing Director, Academic Work Danmark

De seneste uger har der været skrevet meget om kønsfordelingen på de danske it-arbejdspladser, og hvordan vi har brug for en kulturændring, hvis vi skal opnå en it-branche i balance. Både digitaliserings- og ligestillingsminister, Marie Bjerre (V), har været på banen, og det samme har DI Digital. 

Det er positivt, at der nu bliver sat fokus på diversitet i it-branchen, hvor kønsfordelingen lige nu er på 25/75 med en klar overvægt af mænd. 

Det er nemlig ikke kun noget, der kommer til at skabe en branche i bedre balance. Det er også noget, der kan hjælpe os med at imødekomme det enorme efterslæb, der er på it-uddannede, der gør, at vi pt. står til at mangle 22.000 it-professionelle i 2030. 

Vigtigere end nogensinde

Med andre ord er det vigtigere end nogensinde før, at vi finder en løsning på de manglende it-kompetencer. En løsning som vi hos Academic Work mener, skal findes ved at gøre it-uddannelser og -efteruddannelse mere attraktive for kvinder. 

Siden 2010 er antallet af it-specialister i Danmark steget med mindre end EU’s gennemsnit. Den position vi igennem de sidste mange år har skabt som et digitalt foregangsland, er derfor ved at smuldre. 

Tænk, hvis vi nu bare kunne rekruttere lige så mange kvinder på vores it-uddannelser, som vi gør med mænd? Jeg siger ikke, det er løsningen på det nuværende efterslæb, men det vil i hvert fald ikke gøre situationen værre. 

Gennem Academic Work uddannelsesakademi, Academy, er det siden 2015 blevet tydeligt, at mange kvinder har en stor interesse for at tage skridtet ind i IT- og teknologiområdet. 

Faktisk er halvdelen af vores studerende kvinder, hvilket står i skarp kontrast til, at mindre end hver tredje ansøger til de traditionelle it-uddannelser i 2022 er kvinder. 

Her har vores fokus været at skabe et nuanceret billedet af it-verdenen, og siden da har vi oplever en øget nysgerrighed blandt kandidater med forskellige baggrunde – noget vi håber, bidrager med nye perspektiver og kultur i en branche, der nyder godt af bedre balance.

Fravælger it-vejen

Mange af vores kandidater fortæller os, at de tidligere i deres karriere overvejede at vælge en it-uddannelse, men endte med at fravælge denne karrierevej, da de ikke kunne se sig selv i det billede, som der blev tegnet af it-branchen. 

Det vidner om, at kvinder også er interesserede i it-uddannelser, hvilket er glædeligt for både branchen og virksomheder. Men det vidner også om, at vi har en generel udfordring ved ikke at være i stand til at skabe et uddannelsestilbud, der matcher kvindelige kandidater. 

Vi er derfor nødt til at kigge på, om vi skal optimere uddannelsessystemet og erhvervslivets traditionelle måde at tilgå rekruttering på og stereotype billede af, hvem der vælger en it-uddannelse.

Holistisk tilgang

Måske vi også skal bevæge os i en mere holistisk retning af at vise, hvordan vi gennem systemer og med de rette tekniske kompetencer kan løse store samfundsomspændende problematikker. 

Med andre ord: Vi skal kommunikere, hvordan it-uddannelser er mere end bare data og systemer – det er en uddannelse med potentiale til at skabe forandring. Både for den enkelte, men også for samfundet og verden. 

På den måde vil vi kunne fremme diversiteten på it-uddannelserne og sætte en stopper for manglen på it-kompetencer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også