Klumme: Verden er ikke som den ser ud

I en verden hvor teknologi gennemsyrer vores hverdag, bliver vi i stigende grad nødt til at erkende, at virkeligheden, som vi ser den, ikke altid er som den synes at være. 
Foto: Pr
Foto: Pr
Af Morten Hovaldt, Direktør hos Complea A/S

Der findes usynlige tråde, som kan trækkes i det digitale landskab, og hvis man ikke er forsigtig, kan man nemt blive fanget i et net af farlige konsekvenser.

IT-sikkerhed er en af de mest presserende udfordringer, vi står over for i dag. Vi har oplevet en drastisk udvikling, hvor mennesket eller medarbejderen selv er blevet det svage led i kæden. Det er netop denne menneskelige faktor, som cyberkriminelle udnytter til at infiltrere vores systemer, stjæle vores data og skabe kaos.

Vi ved det jo godt

Internettet har været en revolution, der har forandret vores verden. Men med fremskridtet følger også risici. Falske internetsider dukker op som trojanske heste, der lokker intetanende brugere til at dele følsomme oplysninger. Falske konkurrencer lover store præmier, men i virkeligheden er det blot et forsøg på at narre dig til at afsløre personlige oplysninger eller installere malware på din enhed. Bedrag og svindel lurer bag hvert et hjørne. Vi ved det efterhånden godt. Faktisk i en sådan grad, at vi er ved at være trætte af at høre om det og alligevel falder vi i fælden. 

Derfor kan det stadig ikke siges nok, hvor afgørende det er, at vi som individer forstår denne nye virkelighed og indtager en kritisk tilgang til vores online-aktiviteter. Vi må være vågne og skeptiske, når vi færdes på internettet. Ligegyldigt om vi er på sociale medier, handler online eller modtager e-mails, bør vi være opmærksomme på potentielle trusler.

Et enkelt klik kan have enorme konsekvenser. Et øjebliks uopmærksomhed kan resultere i et sikkerhedsbrud, der kan ruinere vores økonomi eller underminere vores digitale identitet. Men med viden og opmærksomhed kan vi beskytte os selv og vores digitale fodaftryk.

Mennesket er nøglen til digital sikkerhed

Du kan bygge Fort Knox omkring din virksomhed med alverdens IT-sikkerhedsløsninger, men hvis du eller din medarbejder blot går hen og åbner døren, så snart det ringer på, så hjælper det ikke. Det er også årsagen til, at backup er et af de mest hotte og samtidig vigtige emner inden for IT-sikkerhed i øjeblikket. Vi opererer med når og ikke hvis uheldet sker. 

Vi skal alle investere tid i at lære om IT-sikkerhed og de faldgruber, der findes på nettet. Det er vigtigt at forstå, at vores handlinger har konsekvenser. Vi skal være bevidste om, hvordan vi håndterer vores adgangskoder, hvilke links vi klikker på, og hvilke oplysninger vi deler online. Det er kun ved at være proaktive og kritiske, at vi kan bevare vores digitale sikkerhed.

Når det så er sagt, må vi ikke lade os overvælde af frygt. Vi har brug for teknologien og kan udrette mange gode og store ting med dens udvikling. Vi kan bruge teknologien til vores fordel, samtidig med at vi tager de nødvendige forholdsregler. Første skridt er at have velinformerede medarbejdere. I dag. I morgen. Hver dag.

Vi skal bevare den digitale frihed

Så næste gang du surfer på nettet, skal du huske: Verden er ikke nødvendigvis som du ser den. Bag den tilsyneladende ufarlige side eller konkurrence gemmer der sig måske en fælde. Ved at bevare en kritisk tilgang og være opmærksom på vores digitale handlinger kan vi styrke vores sikkerhed og bevare vores digitale frihed.

Lyder det for banalt? Ja, måske. Men jo mere vi sætter vores lid til IT, jo mere er vi afhængige af mennesket bag. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også