Klumme: Lad ikke idealismen spænde ben for de hurtige klimagevinster

Målsætninger om klimaneutralitet er vigtige, men vi skal passe på, at jagten på store CO2-besparelser ikke gør os blinde over for de små, håndgribelige initiativer. De kan nemlig få stor betydning.
Stefan Brechling Larsen, Global Head of Sustainability Services, Lenovo

Vil du helst have leveret dit produkt om få dage, eller foretrækker du at bruge en klimavenligere transportform og vente et par uger på leveringen? 

For idealisten er svaret nok simpelt, og denne venter sikkert gerne. Men for langt de fleste beslutningstagere i virksomheder verden over er valget noget mere vanskeligt. 

Over de seneste år har vi i Lenovo netop tilbudt erhvervskunder valget mellem fly og skib, når de skal have leveret deres produkter. På trods af at sidstnævnte udleder mærkbart mindre CO2, så er valget ikke ligetil. Særligt når vi snakker virksomheder med hovedsæde i lande, hvor den grønne omstilling fylder mindre i bevidstheden, end det er tilfældet i Norden.

Dilemmaet illustrerer en udfordring, som efter min erfaring spænder ben for den grønne omstilling i mange både private og offentlige organisationer. Nemlig at tærsklen for de mest bæredygtige valg kan synes for høj til at træde over. 

Dermed ender omstillingen med at foregå i alt for lavt et gear. I hvert fald i forhold til konklusionerne fra den rapport, FN’s Klimapanel udgav sidste år. Her var beskeden ikke til at tage fejl af: Vi skal træde gaspedalen for den grønne omstilling helt i bund. 

Med det udgangspunkt er der brug for, at vi gør op med gamle handlemønstre her og nu. Her nytter det hverken at udskamme virksomheder for ikke at træffe idealistiske valg eller at placere alt ansvar hos lovgiverne. 

I stedet er der behov for, at producenter, leverandører og kunder arbejder sammen om løsninger, som virker på den korte bane og giver mening i netop deres situation. 

Det kunne fx være løsninger, som gør det muligt for kunder at anvende flytransport, men med biobrændsel. Altså en mere pragmatisk løsning, som godt nok er mindre effektfuld end skibsfragt, men trods alt noget bedre end status quo. Her vil mange nok indvende, at de pragmatiske løsninger er utilstrækkelige. Men i min erfaring er de helt nødvendige – ja, faktisk ofte vigtigere end de store, bombastiske målsætninger. 

Virksomheder er i dag vidt forskellige steder i deres udvikling, når det kommer til bæredygtighed, og ofte er der behov for håndgribelige og lettilgængelige initiativer for at skabe motivation og forståelse i hele organisationen. 

Små skridt er et godt sted at starte for de mange virksomheder, som har svært ved for alvor at komme i gang den grønne omstilling. Men det er også brugbart for de virksomheder, som allerede har høstet de lavthængende frugter, og nu har brug for redskaber til at få dem igennem det sidste, hårde stræk før målstregen, hvor alle kræfter må sættes ind. 

Faren ved et overdrevent fokus på de langsigtede løsninger med stor påvirkning er, at virksomhedsledere overser de lavthængende frugter, som kan have en effekt her og nu. Og med Klimapanelets dystre udlægning er der behov for, at vi plukker alle de små frugter, vi kan komme i nærheden af.

Det indebærer, at vi – producenter, leverandører og kunder– gransker de områder, hvor vi kan gennemføre små justeringer, der trækker i en grønnere retning. At vi hjælper hinanden med sammen at finde løsninger med kortsigtet gevinst, som kan motivere til, at vi hver især optrapper klimaindsatsen – både på kort og lang sigt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også