Hvis man kigger på min baggrund og min business, er det nærliggende at tro, at jeg nu vil komme med en lang opremsning af diverse forslag til robotter, sensorer og andre digitale løsninger, der kan reducere vores CO2-udledning, gøre andre planeter beboelige eller på anden måde redde verden fra os selv. Men det er på ingen måde min tanke med dette indlæg. Jeg udtaler mig faktisk som menneske og verdensborger med en personlig interesse i en bedre verden.

Vi mennesker har med tiden skabt så mange muligheder, gevinster og forbedringer for os selv, at vi nu er ved at drukne i dem. Oprindelig løste de et problem eller gjorde livet lidt lettere for os eller fællesskabet som for eksempel bilen, flyet eller skibet. Nu er problemet bare, at mange af de ting, vi har skabt og gjort til uundværlige vaner og behov, i dag udgør kolossale problemer for vores klode. Udfordringen er dog, at de stadig også udgør en gevinst, som vi har meget svært ved at undvære eller bare reducere. Men faktum er, at vi er nødt til at agere, hvis vi vil bevare en bare nogenlunde beboelig planet ikke alene for vores efterkommere men efterhånden også for vores egen skyld. Heldigvis kan jeg konstatere, at der er rigtig mange gode initiativer i gang.

Skal vi udelukkende leve af kartofler?

Problemet er bare at vælge hvilke initiativer, vi skal satse på. For det første ser vi ikke alle sammen ens på udfordringerne. For det andet er vi ikke helt klar over, hvilke konsekvenser det får, hvis vi ændrer på noget. Vi kan trykke på én knap, men straks vil ni andre knapper springe op og blinker rødt. Udfordringen for os mennesker er at gennemskue hvilke røde knapper, der vil springe op. Endnu mere komplekst bliver det derefter at vurdere langtidseffekten af de enkelte knapper holdt op imod den ene grønne, der blev trykket ned. Skal vi for eksempel hente vores asparges i Peru om vinteren? Eller skal vi hellere opvarme et drivhus i Danmark for at kunne dyrke dem lokalt? Eller bør vi helt undvære asparges og andet grønt, der ikke kan gro på friland i Danmark om vinteren og i stedet leve udelukkende af vores national grøntsag kartoflen? Hvilken betydning vil det i så fald have for vores folkesundhed? Hvordan vil det belaste vores sundhedssystem? Måske vil vi så kun blive 50-55 år i gennemsnit. Mon det så i øvrigt vil løse problemet med klodens overbefolkning?

Spørgsmålene er mange, og inden den menneskelige hjerne når at få beregnet alle konsekvenser af alle handlinger og valg eller fravalg, ja så vil toget desværre være kørt. Og hvad, der er endnu værre, er, at ti nye og presserende udfordringer med garanti vil være opstået i mellemtiden. Det er her teknologi, digitalisering og måske i særdeleshed kunstig intelligens kommer ind i billedet. Med digitalisering bliver det nemlig muligt hurtigt at beregne og dermed forudse konsekvenserne af vores handlinger og sætte dem i relation til andre faktorer.

Kun digitaliseringen kan redde os i land igen

Men de færreste ting sker jo helt af sig selv. Derfor skal der også en aktiv handling til for at få sat gang i alle disse beregninger. Den handling hedder indsamling af data. Vi skal bruge masser af data. For at digitalisere os frem til at kunne beregne effekter og resultater, så vi kan drage konklusioner, skal computerne fodres med data. Her opstår en række nye udfordringer. Har vi data nok? Har vi de rigtige data? Måske mangler vi tiden til at fodre, aflæse og konkludere. Måske er det forbundet med etiske, moralske, politiske eller økonomiske interessekonflikter at beslutte hvilke valg, vi skal træffe.

Og igen er det op til en form for digitalisering at løse opgaven. Kun ved hjælp af digitale løsninger kan vi få klarlagt præcis hvilke konsekvenser, hvilke handlinger får, og hvilke andre faktorer handlingerne får indvirkning på – og hvordan. Og på den måde kan vi blive i stand til at vælge, hvad vi skal bruge vores tid på. Hvilke tiltag der bidrager mest til klodens overlevelse. Og beslutte hvilke etiske, moralske, politiske og økonomiske kameler, vi bliver nødt til at sluge.

Mine damer og herrer, vi har altså rodet os ud på så dybt vand, at vi ikke selv kan redde os i land igen. Der skal enten en guddommelig intervention eller en kold og kynisk digital beregning af adfærd og konsekvens til at rette op på skuden og fortælle os, hvad vi skal gøre. Og jeg er desværre ikke sikker på, at vi har tid til at vente på den første mulighed.

Klumme: Det er svært at blive voksen

Klumme: Direktiv skærper krav til virksomheders cybersikkerhed