Klumme: Dårlig lyd koster i tabt arbejdstid

Hjemmearbejde stiller krav om bedre lyd i hjemmekontoret. Dårlig teknologi og infrastruktur er en stor hæmsko for at skabe gode online møder. Hele 87 % har oplevet gener som baggrundsstøj eller behov for at få gentaget informationer undervejs i et online kald.
Foto: PR
Foto: PR
Af Jeppe Dalberg-Larsen, adm. direktør i EPOS

De første virksomheder herhjemme er nu ude med budskabet om, at de gør hjemmearbejde permanent, så en del af medarbejderne hele tiden vil arbejde hjemmefra. Det gælder blandt andet Codan, hvor kun en femtedel af de ansatte fremover får en fysisk plads på kontoret.

Det betyder, at online møder bliver en inkarneret del af hverdagen for rigtig mange danskere, og video, virtuelle white boards og skærmdeling bliver en reel erstatning for fysiske møder – også når coronakrisen engang beskrives i datid. Det er store og meget interessante ændringer af arbejdslivet, vi er vidner til.

Der er ingen tvivl om, at online møder kan skabe stor værdi. Når de fungerer. Men de kan også føre til stor frustration, når et budskab fortaber sig i dårlig lyd. For ikke at tale om spildt arbejdstid.

Dårlig teknologi og infrastruktur er en stor hæmsko for at skabe gode online møder. Hele 87 % har oplevet gener som baggrundsstøj eller behov for at få gentaget informationer undervejs i et online kald, viser en global undersøgelse blandt 2.500 ansatte og beslutningstagere, som analysefirmaet IPSOS lavede for os i foråret.

Gennemsnitligt oplever medarbejderne et tab på 29 minutter effektivt arbejde om ugen på grund af dårlig lyd, fordi de bagefter skal dobbelttjekke informationer via mails eller nye kald. Det løber for den enkelte medarbejder op i lidt over tre hele arbejdsdage på et år. I en tid med øget hjemmearbejde for store dele af den danske arbejdsstyrke kan det resultere i mange spildte timer og udgifter.

Gode til omstilling

Selvom danske virksomheder generelt har været gode til at omstille sig til den nye corona-virkelighed og fastholde høj produktivitet, er vi nødt til at eliminere enhver risiko for at tabe momentum, hvis vi vil komme godt ud af krisen. Når hver fjerde beslutningstager i vores undersøgelse tilmed svarer, at dårlig lyd giver utilfredse kunder, og hver femte mener, at det har påvirket salgsprocessen eller ført til mistet salg, kan god lydkvalitet ikke bare kategoriseres som ’icing on the cake’.

Hvis online møder skal give værdi og tilmed bidrage til højere produktivitet, kræver det, at den grundlæggende platform er på plads. Godt udstyr med lyd af høj kvalitet er helt afgørende. Præcis som når arbejdsgiveren investerer i ergonomiske stole og hæve-sænke-borde, er lydkvaliteten også nødt til at være i orden for at skabe de bedste arbejdsvilkår. Hvad der er sparet, er ikke tjent. Vi skal sætte alle sejl til for at få det bedste ud af den nye virkelighed.  

Klumme: Udbredelsen af kunstig intelligens kræver etisk styring 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også