Markedet dumpede Cisco-opkøb

Udsigten til høje renter længe endnu fik torsdag aktiemarkedet til at se rødt. Det gik særligt ud over tech-aktier, blandt andet Cisco, der ellers havde annonceret opkøb.
Foto: PR
Foto: PR

De amerikanske aktier fortsatte torsdag nedturen efter onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som indikerede højere renter i længere tid, end aktieinvestorerne på forhånd havde håbet på.

Fredag er der faldet lidt ro over udviklingen. Futures indikerer stigninger på 0,1-0,2 pct. i forhold til torsdagens slutniveau, når markedet åbner fredag i New York.

Efter rentemødet er de to- og tiårige amerikanske renter skudt yderligere i vejret til niveauer, der ikke er set i mange år, og på aktiemarkedet ramte udviklingen rentefølsomme aktier som Tesla, Meta Platforms, Alphabet og Nvidia, som faldt mellem 1,3 og 2,9 pct.

Cisco Systems fik ekstra kurssmæk efter annonceringen af købet af softwarekoncernen Splunk for godt 28 mia. dollar.

- Det er et godt træk ud fra et strategisk perspektiv, men der er ikke nok værdi til at overvinde den overdrevent høje pris, siger David Trainer, som er markedsanalysechef hos New Constructs, til Bloomberg News.

Og ifølge Jonathan Ho, som er analytiker hos William Blair, værdisætter købsprisen Splunk betydeligt højere end sammenlignelige softwareselskaber.

Aktien i Cisco endte 3,9 pct. lavere, mens aktionærerne i Splunk til gengæld kunne glæde sig over en kursstigning på 20,8 pct.

Der var også fokus på Broadcom, efter forlydender om, at storkunden Google efter overvejer at droppe chipproducenten som leverandør af computerchips til kunstig intelligens.

Det skriver det amerikanske teknologimedie The Information, der ifølge Bloomberg News har talt med nærtstående kilder. Google skal ifølge teknologimediet have haft ”omfattende” overvejelser om at droppe Broadcom fra 2027 med henblik på at stå for udviklingen af computerchips til kunstig intelligens selv.

Beslutningen kan spare Google milliarder af dollar om året, fremgår det. Hverken Google eller Broadcom har kommenteret rygterne.

Broadcom bakkede 2,7 pct., og Google-ejeren, Alphabet, endte 2,4 pct. lavere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også