Stor mobiludstilling aflyses på grund af coronabekymring

Mobile World Congress i Barcelona aflyses af sikkerheds- og sundhedsmæssige hensyn efter virusudbrud.
Foto: LLUIS GENE/AFP / AFP
Foto: LLUIS GENE/AFP / AFP
AF RITZAU

Om små to uger skulle en af verdens største udstillinger for mobilbranchen have fundet sted i Barcelona i Spanien.

Men nu er udstillingen blevet aflyst. Det skyldes bekymring for udbredelsen af det nye og potentielt dødelige coronavirus. 

Det oplyser arrangøren GSMA i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Mobiludstillingen Mobile World Congress (MWC) skulle oprindeligt have fundet sted fra 24. februar til 27. februar. 

"Af sikkerheds- og sundhedsmæssige hensyn for Barcelona og værtslandet har GSMA aflyst MWC Barcelona 2020."

"Det skyldes, at den globale bekymring i forhold til udbruddet af coronavirus, rejsebekymringer og andre forhold gør det umuligt for GSMA at gennemføre arrangementet," siger John Hoffmann, administrerende direktør hos GSMA, i pressemeddelelsen. 

Han tilføjer, at GSMA sammen med en række partnere fra den spanske værtsby vil fortsætte med at arbejde for næste års arrangement og fremtidige udgaver.

Aflysningen af MWC Barcelona 2020 sker, efter at flere store it-selskaber som eksempelvis Intel, AT&T, Cisco Systems, Sprint, Ericsson og Sony havde meldt afbud. 

Ifølge erhvervsmediet Bloomberg News har Intel forklaret sin udeblivelse med "en stor forsigtighed". Nogenlunde samme ordlyd er kommet fra AT&T. Her er begrundelsen, at det var "den mest ansvarlige beslutning". 

Normalt tiltrækker MWC mange tusinder af gæster. De kommer for at opleve og høre om de nyeste trends i mobilbranchen.

Ved dette års udstilling ville gæsterne blandt andet kunne have hørt om kunstig intelligens og næste generations mobilnetværk. Det er kendt som 5G.

Udbruddet af coronavirus har indtil videre kostet over 1100 personer livet i Kina. Virusset har også spredt sig til en række andre lande i verden.

Indtil videre har mere end 25 lande bekræftet tilfælde af virusset, der har sit epicenter i den kinesiske storby Wuhan.

Spanien er et af de stadig få europæiske lande, der har konstateret tilfælde af coronavirus.

Nokia trækker sig fra mobilmesse 

TDC dropper verdens største mobilmesse grundet coronavirus

Dansk pavillon holder stand på afbudsramt mobilmesse 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også