Sonos sagsøger Google for patentbrud

Højtalerproducenten Sonos sagsøger Google for at krænke fem af virksomhedens patenter, efter Sonos tilbage i 2013 delte sine designs med Google.
Foto: Mario Tama/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Mario Tama/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Sonos, Bang & Olufsens (B&O) amerikanske konkurrent på området for trådløse højttalere, har tirsdag valgt at sagsøge selveste Google for patentkrænkelser.

Det skriver New York Times.

Det er Sonos' patenter, der dækker audioafspilning i flere rum, som, mener amerikanske højttalerproducent, er blevet overtrådt af Google.

Sonos har derfor sagsøgt internetkæmpen ved to føderale domstole, henholdsvis i Los Angeles og ved den Internationale Handelskommission i USA, for at krænke fem af dets patenter og med påstand om erstatning samt forbud mod salg af Googles højttalere, smartphones og laptop computere i USA.

Baggrunden for sagsanlægget er, at Sonos tilbage i 2013 delte sine design med Google, der havde valgt at tilpasse sin musiktjeneste, dengang et scoop for Sonos, som New York Times betegner det, til højttalerproducentens produkter og software.

"Google har åbenlyst og med overlæg kopieret vores patentsikrede teknologi. Trods vore gentagne og mange forsøg over de seneste år har Google ikke vist nogen vilje til at arbejde med os på en gensidig tilfredsstillende løsning. Vi har ikke andet valg end af sagsøge," siger Patrick Spence, adm. direktør i Sonos.

Højttalerproducenten oplyser, at man er i dialog med medlemmer af Kongressen i USA om, at Patrick Spence muligvis skal vidne i forbindelse med høringer om teknologigiganternes påståede undertrykkelse af markedskonkurrencen.

Konflikten mellem Google og Sonos afspejler en trend, hvor mange af de mange, mindre samarbejdspartnere er sat under pres af de amerikanske internetkæmper, da indledende samarbejde og markedsføring gennem techkæmpernes kanaler over tid forvandles til benhård konkurrence, skriver avisen.

Sonos har således ikke bare delt sine designs med Google, men også indarbejdet Googles og Amazons digitale assistenter i sin software.

Sonos markedsfører sine produkter på Googles hjemmesider og sælger også gennem Amazon, ligesom Sonos' medarbejder benytter Gmail fra Google i deres daglige arbejde, og koncernen driver sin it gennem Amazons cloud-løsning.

Både Amazon og Google har dog hver især med tiden lanceret konkurrerende højttalerprodukter til Sonos.

Sonos udvikler og producerer ligesom Bang & Olufsen trådløse højttaler med multirum-funktioner. Inden for kategorien har af højttalere har Sonos også en såkaldt "soundbar", en bred højttaler, der anvendes til at forbedre lydoplevelsen for fladskærms-tv.

I slutningen af 2019 lancerede Bang & Olufsen en konkurrent til det produkt.

Mens Bang & Olufsen i december nedjusterede for tredje gang på et år og for andet regnskabsår i træk venter en negativ vækst, går det omvendt for Sonos. Så sent som i november – i forbindelse med Sonos' regnskab for fjerde kvartal – overraskede koncernen med en bedre end ventet prognose for driftsindtjeningen i det igangværende regnskabsår.

De sidste to regnskabsår er omsætningen desuden vokset med godt 12 pct. begge år – senest til 1255 mio. dollar – og analytikerne regner ifølge Bloomberg News med en vækst på godt 10 pct. i finansåret 2019/20 til 1382 mio. dollar.

Google-topchef står til 1,6 milliarder kroner i aktiebonus

Google vil ændre præsentation af artikler i søgeresultater 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også