Qualcomm fortsætter fremgangen

Fort ottende dag i streg fortsætter aktieopturen for den amerikanske teknologikoncern Qualcomm oven på et et patentforlig med Apple.
Foto: AP Photo/Denis Poroy.
Foto: AP Photo/Denis Poroy.
AF RITZAU FINANS

Den amerikanske chipproducent Qualcomm fortsætter tirsdag fremgangen og er nu steget otte dage i træk. Tirsdag bliver det, kl. 12:35 amerikansk østkysttid, til et plus på 5,1 pct. til 86,11 dollar.

Stigningen kommer efter en positiv analyse fra investeringsbanken Morgan Stanley, der i kølvandet af Qualcomms og Apples patentforlig i sidste uge nu ser mulighed for øget vækst for chipproducenten, skriver Bloomberg News.

Analytiker James Faucette har derfor næsten fordoblet sit kursmål fra 55 til 95 dollar per aktie, mens anbefalingen også løftes til "overvægt".

I sidste uge blev Apple og Qualcomm efter flere års strid enige om at droppe patentkonflikten, hvor Qualcomm hævdede, at Apple overtrådte dets patenter, mens Apple omvendt havde anklaget Qualcomm for at misbruge sin markedsposition.

Forliget betyder, at Apple betaler et engangsbeløb til Qualcomm, tegner en seksårig global patentlicens og samtidig atter lukker Qualcomm ind i varmen som leverandør af chips til Apples iPhones i en flerårig aftale.

Forliget åbner ifølge Morgan Stanley nye muligheder op for Qualcomm, som på sigt kan blive det største halvlederselskab i verden. Blandt andet vurderer investeringsbanken, at Qualcomms teknologi er en nøgle til 5G, ligesom selskabet har flere muligheder uden for produktkategorien af smartphones, herunder bilindustrien, hvilket potentielt kan løfte aktien til 120 dollar.

Qualcomms aktie er siden årsskiftet steget med 51 pct., hvilket også er lig udviklingen siden sidste mandag - dagen før offentliggørelsen af forliget med Apple. Apples aktie er siden sidste mandag gået op med 4,0 pct. Tirsdag vinder æblekoncernen frem med 1,3 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også