Axcel sælger dansk it-komet
Fire år efter sin investering i it-selskabet Conscia overdrager Axcel nu ejerskabet til kapitalfonden Nordic Capital. Det skriver Børsen.
Danmarks største kapitalfond scorer ifølge erhvervsavisen over 3 mia. kr. på salget, efter selv at have betalt godt 500 mio. kr. for Conscia i 2015.
"Vi er vildt begejstrede for udviklingen i Conscia. Det har været et fantastisk selskab at arbejde med," siger Christian Bamberger Bro, der er partner i Axcel og har haft ansvaret for investeringen, til Børsen.
Christian Bamberger Bro ønsker hverken at be- eller afkræfte salgsprisen, men udtaler, at kapitalfonden har lavet en "kanoninvestering", ligesom Nordic Capital oplyser, at man har betalt en "god pris" for it-selskabet.
Allerede i september var der rygter om, at Axcel havde taget de indledende skridt til et salg af it-virksomheden. Dengang lød det i Inside Business, at man vurderede Conscia til en værdi på omkring 2 mia. kr.
Conscia leverer netværksløsninger og sikkerhedsløsninger fra blandt andet Cisco.
Relaterede artikler
Medie: Kapitalfond overvejer salg af it-selskab
For abonnenter