TDC-formand ærgrer sig over mislykket MTG-opkøb

Det lykkedes ikke TDC at købe underholdningskoncernen MTG, da handlen måtte droppes, efter at de tre danske pensionskasser ATP, PKA og PFA samt den australsk kapitalfond Macquarie lagde et bud på televirksomheden for en måned siden.
TDC-formand Pierre Danon siger til Berlingske, at han hellere havde set opkøbet af MTG blive en realitet, end at TDC bliver købt op, men han glæder sig over, at det lykkedes at forhandle sig frem til en for ham at se god pris for aktionærerne.
"Vi har kæmpet en kamp, hvor aktionærerne sikres et årligt afkast på 26 procent, så nu går livet videre. Jeg ville da have elsket, at Pernille (Erenbjerg, TDCs topchef, red.) kunne bære den spændende dagsorden med opkøbet af MTG videre, men OK: Det er ikke første og nok heller ikke sidste gang, at jeg ikke kan gøre, hvad jeg helst vil," siger TDC's bestyrelsesformand, Pierre Danon, til Berlingske, i forlængelse af TDC's generalforsamling fredag.
Pierre Danon fortsætter på posten som bestyrelsesformand, indtil handlen er på plads, skriver mediet.