Så meget koster det at skaffe en ny kunde online

726 kr. Så meget koster det typisk it- og softwarebranchen at gafle en ny kunde via nettet. Det skriver Børsen.
Bag tallet står det digitale marketingbureau Obsidian Digital, som har foretaget en analyse af omkostningerne til online annoncering for at skaffe nye kunder baseret på tal fra primært Google Analytics.
Analysen viser, at der er ganske stor forskel på omkostningerne ved at hente nye kunder online fra branche til branche. Beløbet på 726 kr. er overraskende for it-branchen, mener partner i Obsidian Digital Sasa Kovacevic.
"It- og software er et område, hvor kunderne gerne vil betale meget for produkterne. Og når vi taler software, så er det jo meget skalérbart, da der ikke skal fragtes noget fra A til B. Det giver færre omkostninger. Og da konkurrencen i den branche er hård, havde jeg forventet, at prisen pr. kunde her havde været højere," siger Sasa Kovacevic til Børsen.
Til sammenligning betaler uddannelsesinstitutioner i snit 1307 kr. i digital annoncering for at skaffe en kunde, mens det kan gøres for blot 131 kr. for virksomheder, der sælger oplevelser. I gennemsnit ligger udgiften til online annoncering på 623 kr. pr. ny kunde på tværs af brancher.
Relaterede artikler:
3 ændrer profil og går efter familierne
For abonnenter
NNIT venter stor vækst i sin konsulentforretning
For abonnenter