Rovsing skifter formand: Storaktionær foreslås til bestyrelsen

Udskiftningerne finder sted efter en kapitalrejsningsrunde tidligere i januar.
Foto: Sebastian G. Brandenhoff
Foto: Sebastian G. Brandenhoff
AF MARKETWIRE

Rovsing, der laver udstyr til rumfartsindustrien, skifter ud i bestyrelsen, hvor formand Michael Hove takker af.

Det oplyser selskabet i en meddelelse mandag.

Skiftet sker som følge af ændringer i Rovsings ejerkreds, hvor storaktionær Kim Brangstrup senest har øget sin ejerandel.

Det betyder, at både formand Michael Hove samt bestyrelsesmedlem Jakob Færch Bendtsen har ønsket at udtræde af bestyrelsen for i stedet at give plads til repræsentanter fra det nye ejerkonsortium, skriver Rovsing i meddelelsen.

”Med den nyligt veloverståede kapitalrejsning og refinansiering samt en stærk ordrebog videregiver vi selskabet i rigtig god stand. Selskabet er kommet flot igennem sin turnaround, er velkapitaliseret, og derfor er tiden den rette for Jakob og jeg til at overlade stafetten til nye friske kræfter, som kan fortsætte selskabets lønsomme vækstrejse og udvikling,” siger afgående bestyrelsesformand Michael Hove i meddelelsen.

Netop Kim Brangstrup er blandt de kandidater, der foreslås til bestyrelsen. Herudover stiller bestyrelsen forslag om at vælge Jean Marcel Dühring, Michael Lumholt og Carsten Jørgensen. De skal formelt vælges på en ekstraordinær generalforsamling, der afholdes 13. februar.

Rovsing oplyste i sidste uge, at Kim Brangstrup har øget sin ejerandel i firmaet til 11,8 pct. af den samlede kapital.

Selskabet gennemførte tidligere i januar en kapitalrejsning på 3 mio. kr. gennem salg af 85.714 nye aktier til kurs 35 kr.

De blev tegnet af både eksisterende og nye aktionærer, og havde også deltagelse af Rovsings topchef og finansdirektør samt et medlem af bestyrelsen.

Herefter består Rovsing af 561.942 aktier af nominelt 10 kr. stykket, og af dem ejer Kim Brangstrup 66.276 aktier.

Rovsing-aktien lukkede mandag uændret i 36,60 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også