Succes med at hive udenlandske tech-selskaber til København

Copenhagen Capacity har intensiveret sit fokus på at tiltrække udenlandske tech-virksomheder til Danmark, og nu har indsatsen båret frugt, viser nye tal. København frister især med gode startup-miljøer og et fleksibelt arbejdsliv, lyder det fra organisationen.
Anette Steenberg er direktør for investeringsfremme hos Copenhagen Capacity. | Foto: Copenhagen Capacity/PR
Anette Steenberg er direktør for investeringsfremme hos Copenhagen Capacity. | Foto: Copenhagen Capacity/PR

Udenlandske virksomheders interesse for at drive virksomhed i København er stigende.

Det er i hvert fald virkeligheden, hvis man kigger på nye tal fra organisationen Copenhagen Capacity, der arbejder for at få udenlandske investeringer og talenter til København.

I 2019 lykkedes det Copenhagen Capacity at tiltrække 50 udenlandske virksomheder til den danske hovedstad, hvilket er en stigning på 43 pct. i forhold til 2018.

15 af de 50 virksomheder var tech-selskaber, og området har også oplevet stor vækst, viser tallene. I 2017 tiltrak Copenhagen Capacity ni udenlandske tech-selskaber, mens der i 2018 var tale om seks tech-virksomheder. 

Ifølge Anette Steenberg, der er direktør for investeringsfremme hos Copenhagen Capacity, skyldes fremgangen, at organisationen har sat massivt fokus på tech-området.

"Vi har prioriteret en mere dedikeret indsats på tech-området, og vi har sat flere ressourcer ind på det. Det har selvfølgelig også medført, at vi har fået nogle flere resultater," siger Anette Steenberg til ITWatch.

"Så det er ikke bare noget, der er kommet af sig selv. Det er, fordi vi har zoomet ind på det her område," fortsætter hun.

København frister tech-startups

Ifølge direktøren har København en masse at byde på, når det gælder tech-selskaber.

Dels er der gode statup-miljøer inden for eksempelvis fintech og AI, og det har stor betydning, da mange af de udenlandske selskaber, der er kommet til København, er forholdsvis små og relativt nystartede, fortæller Anette Steenberg.

Et andet stort trækplaster i København er det generelle hverdagsliv – eller livability, som Anette Steenberg definerer det.

"Mange gange siger man, at det er sådan en faktor, der betyder noget langt nede i prioriteringen. Men lige præcis når vi taler om tech-virksomheder og startups, betyder det ekstremt meget med livability og en god work-life balance," siger hun og fortsætter:

"For den unge generation er det ikke bare et spørgsmål om, hvor mange penge man tjener. Det er det måske for nogen, men ikke for så mange, som det var før i tiden. Det betyder, at der lige pludselig er nogle andre værdier, som er vigtige."

Det at kunne cykle på arbejde, kunne hente sine børn tidligt fra institution eller andre lignende hverdagsgoder, som vi måske tager for givet herhjemme, er faktorer, der er med til at tiltrække de udenlandske selskaber, påpeger Anette Steenberg.

"Flere af de tech virksomheder, vi har tiltrukket, er små startups, der drives af innovative og ofte også unge folk, og de har bare nogle andre ønsker til tilværelsen. Det kan godt være, at de arbejder røven ud af bukserne, men de vil gerne have et fleksibelt arbejdsliv, og det kan det danske samfund tilbyde med det velfærdssamfund, vi har."

Praktisk hjælp til udenlandske selskaber

Copenhagen Capacity arbejder dels med at få gjort udenlandske selskaber opmærksom på København, men organisationen bidrager også med praktisk hjælp, når virksomhederne har besluttet at starte op her i landet.

Organisationen hjælper eksempelvis med at sætte selskaberne i kontakt med de relevante myndigheder, og ifølge Anette Steenberg bliver mange udenlandske selskaber imponerede over, hvor let den proces er.

"De er vant til, at myndigheder er svære at komme i kontakt med, og at det ofte handler mere om løftede pegefingre og kontrol end om dialog. Så hvis vi sætter et møde op, bliver de meget imponerede over, at de kan have en dialog med myndighederne," siger direktøren.

En af de virksomheder, som har fået hjælp af Copenhagen Capacity, er den kroatiske tech-startup Syntio, der betegner sig selv som et data engineering-selskab.

Davorin Cetto, der var medstifter af selskabet i 2017, søgte på et tidspunkt på Google: 'Hvordan åbner man en virksomhed i København?'. Copenhagen Capacity dukkede op, og det kroatiske selskab fik med det samme hjælp fra organisationen.

"Kommunikationen gik utrolig nemt, og de var meget ivrige for at hjælpe os," fortæller Davorin Cetto.

Da Davorin Cetto kom til København, hjalp Copenhagen Capacity Syntio-direktøren med at sætte alle de vigtige møder op.

"Sammen med Copenhagen Capacity tog vi så først til et møde hos en advokat, så vi kunne åbne et selskab, og så tog vi videre til en revisor, og derefter havde vi et møde i banken, hvor vi fik åbnet en konto," siger Davorin Cetto, som tidligere også har prøvet at åbne andre selskaber uden for Kroatien.

"Det er første gang, at jeg har mødt en organisation, som rent faktisk hjælper dig så meget og gør det meste af arbejdet for dig."

Fokus på udenlandsk talent

I dag har Syntio fået styr på alt det basale, og Davorin Cetto håber, at 2020 bliver året, hvor der skal ansættes flere folk på kontoret i København. Han har stadig kontakt til Copenhagen Capacity, og her håber han også, at han kan få hjælp i forhold til at finde nye medarbejdere.

"Her har de også været meget hjælpsomme, og vi har blandt andet fået rådgivning omkring, hvordan man henter udenlandsk arbejdskraft til Danmark," siger Davorin Cetto.

Copenhagen Capacity har en specifik afdeling, der fokuserer på at tiltrække talent udefra. Anette Steenbergs afdeling, der arbejder med at tiltrække investeringerne, har et tæt samarbejde med talentafdelingen, forklarer hun.

"Vi spiller rigtig godt sammen, for i dag er det jo sådan, at næsten uanset hvilken virksomhed der er tale om, så bliver de nødt til at tage hensyn til, hvor der findes den rette talent," siger Anette Steenberg og fortsætter:

"I gamle dage kunne virksomheden ligesom bestemme – okay, vi placerer os her, og så må talentet komme til os. Men i dag er situationen en anden, og der hvor talentet er, er der, hvor investorerne vil tage hen. Talenterne har vundet krigen."

Det er jo et evigt problem i tech-branchen, at der er mangel på folk. Hvordan håndterer I den udfordring?

"Du har fuldstændig ret. Der er kamp om talent alle steder. Derfor er det noget, som investorerne er meget opmærksomme på, også når de skal vælge, hvor de skal lægge deres investeringer. Men der gælder ikke kun tech, det gælder også andre områder," siger Anette Steenberg og tilføjer:

"Det, vi fokuserer på, er, at for det første har vi talent allerede. Adgangen til rette talent er altid i fokus for investorerne. Hvis der er mangel på talenter, kan vi hjælpe med at finde det, fordi vi har den her afdeling, der arbejder specifikt med at tiltrække talent."

Skarp konkurrence fra andre lande

Selvom Danmark og København har meget at tilbyde udenlandske virksomheder, er der ingen tvivl om, at konkurrencen fra de andre europæiske og nordiske lande er hård, når udenlandske virksomheder skal vælge, hvilket land de vil investere i.

Byer som Amsterdam, Basel og London er især skarpe konkurrenter, fordi man her finder nogle rammevilkår, der er i en anden liga end de danske. Det drejer sig dels om mulighederne for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og derudover også nogle særlige skatteforhold.

København vil derfor oftest tabe, når de udenlandske virksomheder skal vælge, hvor de vil placere deres europæiske hovedkontor, erkender Anette Steenberg.

"Vi vil jo allerhelst have, at Danmark bliver deres europæiske hovedkontor, men det er dog desværre sjældent, det sker, fordi vi er oppe imod Amsterdam, Basel og London. Det næstbedste vil så være, at vi i hvert fald bliver deres nordiske hovedkontor," siger Anette Steenberg og fortsætter: 

"Her har vi også god konkurrence fra både Sverige og Finland, fordi de virkelig rykker på tech-området."

Copenhagen Capacity-direktøren understreger derfor også, at København ikke skal oversælge sig selv.

"Det er meget vigtigt, at vi holder os for øje, at Danmark jo ikke er et stort afsætningsmarked. Selvfølgelig kan de udenlandske selskaber sælge lidt i Danmark, men vi er et lille marked. Hvis de vælger markedet ud fra afsætningsstørrelse i Norden, så vil de altid vælge Sverige, fordi de bare er større," siger hun og fortsætter:

"Så det er selskaber, der gerne vil hertil for at udvikle noget, vi fokuserer på at tiltrække, hvor andre faktorer spiller ind end markedsstørrelse."

Hvad kan de udenlandske tech-selskaber generelt bidrage med til København og Danmark i det hele taget?

"Det vigtigste, de kommer med, er innovationen, viden og dynamikken. Det er ikke x antal arbejdspladser. I dag er det ikke det vigtigste, for vi har ikke den store arbejdsløshed – og hvis de kom med for mange arbejdspladser af høj kvalitet, ville det også være svært at levere talentmassen," siger Anette Steenberg og fortsætter:

"Så vi har ikke så meget fokus på antallet af arbejdspladser, men vi har meget fokus på kvaliteten af investeringen. Det skal være en investering, der bidrager med ny viden til det danske samfund."

Hvad oplever du, at de udenlandske tech-selskaber har sværest ved, når de kommer til Danmark?

"Det er klart, at hvis de kommer og også har behov for en masse funding, så er vi ikke det bedste sted til det. Der slår svenskerne eller andre lande os," siger Anette Steenberg.

Brug for mere finansiering

Når Anette Steenberg kigger på 2020, forventer hun, at interessen fra de udenlandske tech-virksomheder vil fortsætte på trods af udfordringerne. Hun tør dog ikke love, at antallet af internationale virksomheder, der rykker til København, vil slå 2019-rekorden.

"Jeg tør ikke sige, at vi overgår 15. Det kommer også lidt i skvulp, så det er nogle gange lidt svært at vide præcist, hvornår investeringen falder," siger Anette Steenberg og fortsætter:

"Men der er ingen tvivl om, at vores fokus vil forblive på tech-området – og at vi gerne vil have yderligere fokus på det. Det kræver noget mere finansiering, men det vil vi gerne, for vi ser simpelthen et potentiale ikke mindst indenfor AI og grønne innovative teknologier, der skal hjælpe Danmark med at nå Verdensmålene og de ambitiøse CO2 mål."

I dag står Anette Steenberg i spidsen for en afdeling på 14 medarbejdere, der arbejder for at tiltrække virksomheder og investeringer til København. Fire af dem fokuserer på tech-selskaber, og Anette Steenberg drømmer om, at det team kunne vokse.

"Vi vil gerne kaste mere energi efter det. Og hvis jeg fik to medarbejdere mere, så ville jeg godt love, at jeg også ville levere nogle helt andre resultater."

Britisk it-konsulenthus åbner nordeuropæisk hovedkontor i København

Talentjæger: Sådan vil jeg få internationale studerende til at arbejde i Danmark 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også