IBM Danmark jagter nyt marked: Ellers sakker vi bagud

IBM Danmarks topchef melder sig på banen for tech-løsninger til klimaindustrien. Alternativet er, at man misser et kæmpemarked, siger han. Analytiker er overrasket over, hvor markant IBM melder ud og mener, at it-branchen skal på banen nu.
Foto: Keen Heick-Abildhauge
Foto: Keen Heick-Abildhauge

En af de første ting, Henrik Bodskov sagde, da han i går gik på scenen til årets IBM Think-messe i KB Hallen var at han fremhævede regeringens klimamål.

Direktøren for en af landets allerstørste it-virksomheder slingrede ikke, men melder det store selskab ind i den politiske ambition, som regeringen har lagt, der skal reducere landets CO2-udslip inden 2030.

Henrik Bodskov slog fast, at dette er en dagsorden IBM har taget 100 pct til sig og vil jagte.

"Det er nødvendigt. Vi vil være med til at genbruge plastik, sænke CO2 udslippet i København og vedligeholde vinger på vindmøller gennem teknologi," sagde han med henvisning til konkrete projekter IBM er involveret i.

"Og så er det et fantastisk forretningsområde, hvor man kan være med til at udvikle løsninger fra Danmark, der kan give eksport og vækst baseret på klimaløsninger," opsummerer Bodskov efter morgens indledende præsentation overfor ITWatch, hvor en række af IBMs kunder og partnere var på scenen for at præsentere konkrete klimaprojekter.

For topchefen er der ingen tvivl. Melder IBM sig ikke ind i jagten på klimaløsninger, så har det konsekvenser.

"Så sakker vi bagud, vi misser en kæmpe forretningsmulighed og vi misser muligheden for, at sætte dagsordenen for fremtiden."

Vi har Ørsted, Vestas, de danske fjernvarmesystemer og en række andre områder, hvor vi står stærkt på klimaområdet, men kan dette på tilsvarende vis løfte IBM?

"Ja, det mener jeg. Vi har skabt innovationscentre for ny teknologi i Danmark hvor der investeres i IoT, AI, cloud og lignende og en af grundene til, at jeg har kunnet tiltrække en investering af den art til Danmark er, at vi her har karakteristika, der ikke findes mange andre steder."

Analytiker er overrasket

En af tilhørerne var IDCs Jan Horsager, der fulgte topchefens oplæg med interesse. For ham er det overraskende, at Bodskov og IBM melder så klart ud.

"Jeg er overrasket over, at IBM så direkte kobler deres ambitioner sammen med den politiske ambition om, at sænke CO2 med 70 pct. Og det er det mest konkrete, jeg har set til dato for, hvad man vil gøre for at nå noget," siger Jan Horsager.

Han understreger, at IBMs udmelding rummer visse risici.

"Det er interessant, at de tør koble det direkte op på den politiske diskussion for det rummer risikoen for, om det stadig ser sådan ud om et år. Om regeringen stadig har den samme farve."

Det er lidt satset?

"Ja, det syntes jeg at det er. Det er ordentligt og godt, men det har sagt, at de vil det her, så må vi se på sigt om de er i stand til det."

Han henviser til, at IBM har en række forretningsområder, hvor man kan tage løsninger ned fra hylden og bruge direkte.

"End of story, det er meget konkret og direkte. Hvis de er i stand til at gennemføre den dagsroden de har lagt frem i dag på tværs, så rummer den en kæmpe mulighed."

Jan Horsager mener, at forretningsmulighederne er store og at it-branchen skal på banen nu.

"Branchen skal kende sin besøgelsestid og komme ind i denne debat nu. Man kan kunne være med i dette game, hvis man leverer løsninger, der virker og samtidig selv er i stand til at drive en forretning, der hænger sammen."

For Henrik Bodskov er forretningsmulighederne store for IBM i Danmark.

Hvilken rolle skal I spille. Skal I være dem, man bestiller en løsning hos eller går I selv foran?

"Vi sætter agendaen på nogle områder, blandt andet indenfor genbrug af plastic, som vi selv har taget ansvaret for," siger Bodskov og fremhæver et udviklingsprojekt, hvor IBM har stået bag en metode, der skal genanvende plastic.

Stor betydning

Hvor stor betydning får klimadagsordenen for IBM Danmark?

"Vi er i en god gænge med god vækst i IBM Danmark og disse områder vil være med til at løfte selskabet."

Men hvor mange af IBM Danmarks medarbejdere vil være involveret i det her?

"Jeg tror faktisk, at dette vil have implikationer for samtlige medarbejdere i IBM Danmark, det vil ramme alle dele af selskabet. Vi skal arbejde med automatisering på en anden måde, med mere klimavenlige datacentre, vi skal generelt geares til at skabe en bedre verden på sigt, så dette vil ramme alle medarbejdere i IBM Danmark. Det vil berøre os alle sammen."

Man kan altid have en mistanke om, at I bare gør det her for at pleje jeres CSR-profil?

"Vi gør det både af hensyn til at understøtte vores CSR-dagsorden men der er også meget store økonomiske muligheder i det her. Jeg har intet problem i, at de to ting går hånd i hånd."

I har mange offentlige kunder. Vi I kunne levere til dem fremover, hvis I ikke har et svar på disse spørgsmål?

"Jeg tror, at uanset om man taler om offentlige eller private kunder, så er det vigtigt, at man har meninger og visioner for fremtiden og derfor er jeg glad for, at vi bliver inviteret mere og mere med til bordet end tidligere, fordi vi har noget at byde på. Man kan ikke komme tomhændet," siger Henrik Bodskov.

Foto: Keen Heick-Abildhauge
Foto: Keen Heick-Abildhauge

IBM og SDC sælger deres domiciler 

Kvantecomputeren kan stadig ikke regne præcist – så danske forskere prøver en helt anden vej rundt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også