Yousee taber udbud til ny spiller med erfarne branchefolk i spidsen
![Yousee har hidtil leveret tv og internet til kunderne i Ishøj Fællesantenne. Fra juni hedder leverandøren Kabelplus. | Foto: PR/TDC](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article9453784.ece/ALTERNATES/schema-16_9/TDC%2520data%2520server%2520teknik%2520IW.jpg)
Det er ny spiller på markedet, der fra 1. juni skal levere tv og internet til ca. 9500 kunder hos Ishøj Fællesantenne, skriver Børsen.
Kabelplus hedder selskabet, der vandt udbuddet foran den nuværende leverandør Yousee. Bag selskabet står flere erfarne folk fra tv- og internetbranchen.
Adm. direktør Kenneth Christensen har tidligere arbejdet for Viasat og Canal Digital, mens salgsdirektør Henrik Lind bl.a. opbyggede internetselskabet, Aplus, som i 2009 blev opkøbt af TDC. De to ejer selskabet i fællesskab. Målet er ikke at opbygge Kabelplus for at sælge selskabet på den korte bane, fastslår direktøren.
"Vi skal lave det her som en fornuftig forretningsmodel. Vi går ikke efter at få store investorer ind og tage så mange kunder som muligt – for så at sælge skidtet. Det er slet ikke det, der ligger i planerne," siger Kenneth Christensen til Børsen.
Bestyrelsesformand i Kabelplus er Niels Zibrandtsen, der sidste år solgte Global Connect til kapitalfonden EQT.