Fintech-iværksættere vil bremse hvidvask
Efter igennem længere tid at have været i vælten på grund af hvidvask må især Danske Bank og Nordea glæde sig over at få en håndsrækning udefra.
To danske startup-firmaer inden for fintechsektoren har nemlig udviklet hver sin teknologi, der skal hjælpe med at bekæmpe hvidvask.
Sidste år sendte de danske banker 13.377 indberetninger til Bagmandspolitiet med mistanke om hvidvask, men bankerne deler ikke deres informationer. Og det er en klar fejl, mener Christian Visti Larsen fra fintech-firmaet Newbanking:
"I dag kan de kriminelle altid finde smuthuller. Det er sjældent én transaktion i sig selv, som er mistænkelig, men summen af transaktioner fordelt på forskellige kanaler," siger han til avisen.
Et andet dansk startup-firma, der har udviklet et teknologisk middel mod hvidvask, er Chainalysis, der allerede har fået kunder som Barclays, Europol og Nets i sin portefølje. Chainanalysis' speciale er mistænkelige overførsler med digitale penge som eksempelvis Bitcoin.
Det danske startup, der har base i New York, har fået omkring 30 mio. kr. i finansiering fra bl.a. Point Nine Capital og Techstars, mens Newbanking har fået finansiel støtte fra investorerne Fleming Grunnet og Carsten Lønfeldt.
Relaterede artikler:
Copenhagen Fintech får tre nye sponsorer
For abonnenter