
Der bliver fortsat handlet vildt ind hos internetmarkedspladsen Amazon. Og selskabet skovler penge ind. Det viser regnskabet for første kvartal, der blev offentliggjort sent torsdag efter Wall Street-børsens lukketid.
Amazon, der sælger så godt som alt via internettet og sender varerne til kunder over hele kloden, øgede sin omsætning med 43 pct. til 35,7 mia. dollar i årets første kvartal. Analytikere havde ventet en omsætning på 35,3 mia. dollar.
Resultat blev et overskud på 1,01 mia. dollar mod de ventede 936 mio. dollar i perioden.
For andet kvartal forventer Amazon at omsætte for 35,3-37,8 mia. dollar.
Aktien steg 3,9 pct. i eftermarkedet.
Ritzau Finans