Kapitalfonde har tjent 300 pct. på Nets-investering

De amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital samt danske ATP har tjent 10 mia. kr. på deres køb og senere børsnotering af betalingsformidleren Nets, svarende til et afkast på ca. 300 pct.
Det oplyser Nets i en e-mail til FinansWatch.
De to kapitalfonde og ATP underskrev i marts 2014 en aftale om at købe Nets fra en stor gruppe danske og norske banker for i alt 17 mia. kr.
Men Nets' kommunikationsafdeling oplyser, at de tidligere ejere har fået et betydeligt afkast, fordi de finansierede hovedparten af købesummen ved, at Nets optog lån.
Værdi øget fra 5 mia. kr. til 15 mia. kr.
"Ser man det fra Bain, Advent og ATP’s side, så købte de Nets for ca. 5 mia. kr. og finansierede resten af købesummen op til de 17 mia. kr. med gæld, herunder et højrente lån fra ATP. Markedsværdien af Nets aktier er i dag 21 mia. kr., hvoraf kapitalforhøjelsen ved IPO’en udgør de 5,5 mia. kr. Det betyder, at set fra de tidligere ejeres synspunkt, så er værdien øget fra de 5 mia. kr. til ca. 15 mia. kr., og således en betydelig værdiskabelse i løbet af ejerskabet," skriver Nets' kommunikationschef, Karsten Anker Petersen, i en e-mail til FinansWatch.
Omvendt så har de investorer, der købte aktier i Nets ved børsnoteringen 23. september sidste år, indtil nu tabt ca. 26 pct. af deres penge, fordi Nets var ude af stand til at holde noteringskursen på 150 kr.
Denne artikel er leveret af vores søstermedie FinansWatch.
Lancering af MitID lader vente på sig
Nets-formand: "Aktiekursen har ikke udviklet sig, som vi havde forventet"