Telenor vinder 44.000 danske kunder og løfter overskuddet marginalt

Fremgangen på kundesiden over hele året lyder på 36.000, så den markante vækst i fjerde kvartal står ret alene sammenlignet de første tre kvartaler af året.
Omsætningen i Danmark faldt til 1168 mio. norske kr. fra 1273 mio. norske kr. i samme periode året før. Hvis man renser for valutakurser, var der tale om et fald på 6 pct., viser regnskabet fra den norske telekoncern, der er offentliggjort torsdag morgen.
Driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger, EBITDA, før særlige poster steg marginalt i Danmark til 152 mio. norske kr. fra 137 mio. norske kr. i fjerde kvartal 2015.
"Jeg glæder mig over, at vi har øget den samlede indtjening, og at vi har set en tilvækst af nye kunder i fjerde kvartal. Vi befinder os dog stadigvæk i et marked med ekstrem konkurrence, og derfor har vi naturligvis fortsat fokus på at simplificere og fremtidssikre vores forretning," siger den administrerende direktør i Telenor Danmark, Jesper Hansen, i en kommentar.
Det rene driftsoverskud landede på 97 mio. norske kr., hvilket var en kraftig forbedring fra samme periode året før, hvor telekoncernens danske forretning viste et minus på 2212 mio. norske kr. som følge af en stor nedskrivning.
Telenor holder torsdag kapitalmarkedsdag for investorer og analytikere, men der er ikke umiddelbart nyt om den danske forretning i præsentationsmaterialet.