Svensk frasalg giver stort overskud for TDC i ellers vigende kvartal

Teleselskabet TDC havde igen tilbagegang i fjerde kvartal, hvor driftsresultatet tilmed faldt en smule mere end ventet.
AF RITZAU FINANS

I privatforretningen tabte TDC 2000 mobilkunder og en smule omsætning per bruger.

Til gengæld var der markant fremgang på bundlinjen, hvor TDC fik et milliardoverskud - primært trukket op af en gevinst på 981 mio. kr. fra salget af TDC Sverige.

Forventningerne til 2017 indikerer til gengæld, at der ikke ventes noget stort fald i indtjeningen i indeværende år efter fem år i træk med tilbagegang.

Sverige redder bundlinjen

TDC fik i de sidste tre måneder af 2016 et driftsoverskud før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 2058 mio. kr. Det er et fald fra 2298 mio. kr. i samme periode året før.

I forhold til forventningerne er faldet en smule større end ventet, da aktieanalytikere adspurgt af Bloomberg News havde ventet et EBITDA-overskud på 2091 mio. kr.

Faldet i indtjeningen skal ses i lyset af en faldende omsætning, som lød på 5415 mio. kr. i fjerde kvartal. Det er et fald fra 5557 mio. kr. i samme periode året før, mens analytikerne havde ventet en toplinje på 5431 mio. kr.

På bundlinjen lød overskuddet på 1075 mio. kr. i fjerde kvartal, hvilket er en væsentlig forbedring fra samme periode i 2015. Her havde TDC et underskud på knap 4 mia. kr. som følge af en nedskrivning på 4,6 mia. kr. i selskabets erhvervsforretning. I fjerde kvartal sidste år trak det omvendt op, at der var en gevinst på knap 1 mia. kr. for frasalget af TDC Sverige.

I privatforretningen var TDC ikke i stand til at hive flere penge ud af sine mobilkunder i fjerde kvartal, og det var med til at give en samlet tilbagegang i TDC's største forretningsdivision, Consumer, der er rettet mod de danske forbrugere.

Indtjeningen er blandt andet presset af, at flere og flere siger endeligt farvel til fastnettelefonen, hvilket har været tendensen gennem mange år.

Divisionens driftsoverskud før af- og nedskrivninger (EBITDA) faldt i fjerde kvartal til 1518 mio. kr. fra 1671 mio. kr. i samme periode året før. Det skal ses, i lyset af at omsætningen faldt til 2734 mio. kr. fra 2800 mio. kr. i samme periode året før.

TDC mistede 2000 mobilkunder i kvartalet, mens den gennemsnitlige omsætning per kunde (ARPU) faldt til 117 kr. fra 118 kr. i tredje kvartal.

Stoppet fald

For 2017 venter TDC at kunne lande et overskud på mere end 8,3 mia. kr. målt på driften før af- og nedskrivninger (EBITDA).

Forventningerne er umiddelbart en spids lavere end aktieanalytikernes estimater inden regnskabet, der ifølge Bloomberg lød på et EBITDA-overskud på 8,49 mia. kr.

Samtidig regner TDC med en flad udvikling eller en smule vækst i pengestrømmene, der i 2016 var på 2,1 mia. kr. Teleselskabet venter desuden at udbetale et udbytte på 1,05 kr. per aktie i 2017.

Analytikerne ventede inden regnskabet et udbytte på netop 1,05 kr. Der var dog en del spredning i Bloomberg News' estimater, der lå mellem 1,00-1,50 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også