It-aktier i tomgang inden fredagens jobrapport - Nvidia tynger

De amerikanske aktier kører i tomgang og svinger omkring nullet torsdag.
Foto: Sydbank
Foto: Sydbank
AF MarketWire

Trods svagere end ventede amerikanske nøgletal tikker markedsrenterne efter fem handelsdage med fald en smule op. Det sker i kølvandet af, at Den Europæiske Centralbank (ECB) som ventet har sænket sin rente, men samtidig har signaleret en restriktiv rente en tid endnu.

Det er torsdag it-aktierne, som holder markedet tilbage, da chipkæmpen Nvidia efter endnu en lukkerekord onsdag puster ud og sætter sig lidt, ligesom Microsoft bakker let.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12.15, lokal tid i New York, med 0,1 pct., ligesom Nasdaq også taber 0,2 pct., mens Dow Jones dog stiger 0,1 pct.

En høgeagtig lempelse

Torsdagens store nyhed i finansmarkederne er den dog ventede rentesænkning på 0,25 pct.point i eurozonen, og den trækker tråde til USA, hvor renterne altså stiger let.

”ECB lempede, men for at få stemmerne til det, var de tvunget til at hæve inflationsforventningerne. Så vi kalder det en høgeagtig lempelse. Og de amerikanske obligationer er tilbage i rødt. Det ændrer ikke vores holdning om at tage gevinster inden arbejdsløshedstallene fredag,” siger Andrew Brenner, chef for renteinvesteringer hos Natalliance Securities, til Bloomberg News.

Fredag offentliggøres den amerikanske jobrapport for maj, og netop det stramme arbejdsmarked har været i fokus i kampen mod inflationen, som indtil videre har holdt den amerikanske centralbank fra at sænke sin rente, der i 5,25-5,50 pct. har ligget i samme niveau siden juli sidste år.

Torsdag fik investorerne dog en lille smagsprøve på udviklingen, da rapporten fra ADP, viste færre nye private jobs end ventet i maj, ligesom der sidste uge var flere nytilmeldte ledige end ventet. To udfald, som ellers ville tjene til at sende markedsrenterne lidt ned, men ikke denne torsdag.

Nvidia sætter sig

I S&P 500 klarer defensive dagligvarer sig bedst torsdag med et plus på 0,6 pct. Der er desuden fremgang til vækstsektorerne cyklisk forbrug og kommunikationsservice på 0,4-0,5 pct.

Det går omvendt bagud for it-aktierne, der torsdag mister 0,5 pct., ligesom cykliske brancher som industri samt råvarer og materialer taber henholdsvis 0,6 og 0,3 pct.

Det er Nvidia, som trækker mest ned torsdag, da chipkæmpens aktie efter endnu en lukkerekord onsdag og et samlet plus i år på mere end 140 pct. køler af med et fald på 1,8 pct. Nvidia passerede onsdag Apple, som torsdag bakker 0,1 pct., målt på markedsværdi, men torsdag bytter de to igen rundt.

Kun Microsoft, der torsdag også smider 0,4 pct., er mere værd end de to.

Microsoft er torsdag i fokus, da det er kommet frem, at Federal Trade Commission vil undersøge mulige brud på konkurrencereglerne i forbindelse med softwarekæmpens store ejerandel af Openai.

Torsdag går det derimod fremad for softwareaktien Salesforce, som stiger 2,8 pct. Dermed kravler den fortsat opad efter sidste uges nedtur på næsten 20 pct., da kvartalsregnskabet skuffede. Samtidig stiger et andet softwarenavn, Adobe, også 1,8 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også