Meta tynger humøret på dag med udsigt til blandet start

Op til åbningen af det amerikanske aktiemarked står Meta til et fald på 22,7 pct.
Foto: FABRICE COFFRINI/AFP / AFP
Foto: FABRICE COFFRINI/AFP / AFP
Af MArketwire

Der er fuld gang i regnskabssæsonen i det amerikanske, og torsdag er ingen undtagelse. Her kommer der friske tal fra blandt andet Apple, Amazon, og Intel.

Meta – det tidligere Facebook – tager dog fokus efter et skuffende regnskab sent onsdag.

Torsdagen ligger futures for de to ledende indeks – S&P 500 og Dow Jones – til plusser på 0,1-0,7 pct., mens Nasdaq indikeres til en negativ start med en pil ned på 0,4 pct.

Onsdag faldt det brede S&P 500-indeks med 0,7 pct., de mere defensive sektorer klarede sig bedst, og derfor steg Dow Jones marginalt, mens vækst og teknologi trak Nasdaq mest ned med 2,0 pct.

Blodbadet blandt teknologiaktierne startede onsdag, hvor Microsoft og Alphabets skuffede med regnskaberne.

Microsoft trak mest ned af alle i S&P 500 med et minus på 7,7 pct. Selskabets overordnede tal for første kvartal var faktisk bedre end ventet, men underliggende var der en mindre negativ vækst inden for salget til forbrugerne, og i forhold til vækstlokomotivet, cloud-forretningen, advarede softwarekæmpen om faldende vækst fremadrettet.

Alphabet fulgte op med et tab på 9,1 pct., da væksten for femte kvartal i træk bremsede op i tredje kvartal, og da annoncesalget lå 2,5 mia. dollar under det ventede. Den udvikling trak onsdag også Meta Platforms ned med et minus på 5,6 pct.

Meta underdrejet

Torsdag forsætter åreladningen i it, da Meta indikeres til et fald på 22,7 pct., efter regnskabet sent onsdag viste, at det sociale medies skøn for indtægterne i det igangværende fjerde kvartal skuffede fælt.

Facebook-ejeren regner med en omsætning i årets sidste kvartal på 30,0-32,5 mia. dollar, og midtpunktet af det interval i 31,25 mia. dollar ligger under forventningerne på Wall Street, som ifølge Bloomberg News var på 32,2 mia. dollar.

Meta Platforms, som også ejer Whatsapp og Instragram, fremhæver samtidig, at koncernen nu vil holde lidt mere på pengene. I nogle områder skal der derfor afskediges medarbejdere, i andre fryser koncernen nyansættelser, og der vil kun ske vækst i medarbejderantallet i ”højt prioriterede” områder.

Holder faldet dagen igennem, vil det betyde, at Metas markedsværdi slankes med mere end 67 mia. dollar.

Få reklamepenge og høj inflation halverer Facebook-ejers indtjening

Tredje kvartal er ingen indtjeningsfest for amerikanske techselskaber

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også