Fiberselskab er igen i plus efter år med milliontab

Fiberselskabet Verdo Tele øger omsætningen en smule i nyt 2020-regnskab, hvor selskabet også vender et trecifret millionunderskud til et mindre plus.
Foto: Stine Rasmussen/ERH
Foto: Stine Rasmussen/ERH

Verdo Tele kommer ud af 2020 med et plus på bundlinjen, efter at selskabet året før stod med et milliontab på knap 150 mio. kr.

Det store underskud skyldtes dengang, at Verdo Tele havde nedskrevet sine fiberinvesteringer med 194 mio. kr., og 2019-resultatet anså ledelsen som "meget skuffende".

Men nu har fiberselskabet igen sorte tal på bunden, og i 2020 ender resultatet efter skat med et overskud på 8 mio. kr.

På toplinjen har Verdo Tele også haft fremgang. Selskabets nettoomsætning vokser fra 29,2 mio. kr. i 2019 til 30,4 mio. kr. sidste år.

I regnskabet skriver ledelsen, at der har været godt gang i forretningen og efterspørgslen fra kunderne.

"Efterspørgslen på fiberforbindelse med ubegrænset kapacitet betød, at vi også i 2020 har udviklet fibernettet i Hobro og Randers. Det betyder, at flere privatkunder, virksomheder og offentlige institutioner har mulighed for lynhurtigt internet," skriver selskabet.

Verdo Tele påpeger desuden, at selskabet især har fokus på at etablere fibernet i forbindelse med udstykningsområder og nybygningsprojekter i de to byer.

"Når vi etablerer fibernettene i takt med udstykningerne, sikrer vi, at potentialet for nye fiberkunder stiger," lyder det.

Åbner for andre tjenesteudbydere

I slutningen af 2020 besluttede fiberselskabet, at man ville åbne fibernettet for andre tjenesteudbydere via Opennet.

"Det betyder, at vi i andet halvår af 2021 kan give adgang til nye tjenesteudbydere i både Randers og Hobro," skriver ledelsen.

"Med flere tjenesteudbydere på fibernettet øger vi muligheden for at udnytte det etablerede net endnu mere effektivt. Det kan vi, fordi flere interessante udbydere vil kunne trække flere kunder over på fibernettet."

Hovedfokus i det igangværende regnskabsår er således på åbningen af fibernettet, og derudover vil Verdo Tele fortsætte med at udrulle fibernet i både Hobro og Randers, lyder det i regnskabet.

Fibernetejer åbner sluserne for flere tjenesteudbydere

Fiberselskab nedskriver kraftigt og ender i stort milliontab 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også