Dansk it-selskab runder for første gang milliardomsætning

Opkøb banker omsætningen op med 60 pct. hos dansk it-selskab, som sidste år nåede en stor milepæl og for første gang ramte en milliard på toplinjen. "Det har været et meget, meget positivt år for os," siger direktøren.
Lars Baun Jensen er adm. direktør for Danoffice IT. | Foto: Danoffice IT/PR
Lars Baun Jensen er adm. direktør for Danoffice IT. | Foto: Danoffice IT/PR

"Vi kommer ud med en vækst på godt 60 pct., og vi kommer for første gang også over en milliard i omsætning. Det er rigtig godt."

Ordene kommer fra Lars Baun Jensen, der er adm. direktør i Danoffice IT, som leverer it til en række internationale organisationer – primært FN.

Selskabet har netop aflagt årsregnskab, som viser, at it-virksomheden i 2019 ramte en omsætning på 1,04 mia. kr. mod 650,6 mio. kr. året før.

"Du bør nok lige vide, at jeg er nordjyde, så det er derfor, jeg omtaler tallene på den her lidt afdæmpede måde," siger Lars Baun Jensen og fortsætter:

"Hvis jeg eksempelvis havde været fra Nordsjælland, så kan det være, at jeg havde lagt nogle større ord bag det her resultat – for det er virkelig rigtig, rigtig flot."

Den massive vækst i toplinjen skyldes dog primært det faktum, at Danoffice IT opkøbte Datacon Enterprise Solution (DCES) i foråret sidste år.

Opkøbet er den primære årsag til, at toplinjen er vokset så eksplosivt, men direktøren understreger, at forretningen generelt har udviklet sig i den rigtige retning.

"Hvis man går ind og kigger isoleret på de to selskabers tidligere regnskaber, så vil man stadig se, at det har været et meget, meget positivt år for os i 2019," siger Lars Baun Jensen.

"En meget profitabel vækst"

Danoffice IT, der i 2017 blev købt af den europæiske kapitalfond Agilitas, er i dag til stede i Danmark, Schweiz og USA. Direktøren understreger, at det er alle lokationer, som har oplevet god vækst.

Han påpeger derudover, at regnskabet for 2019 kun har syv måneder af DCES-forretningen med.

"Det betyder, at selvom vi kommer over en milliard nu, har vi forventninger om, at vi kommer pænt over milliarden i 2020," siger Lars Baun Jensen.

På bundlinjen ender Danoffice IT med et overskud på 38,6 mio. kr. mod 29,7 mio. kr. i 2018.

"Omsætningen er altså ikke vokset på bekostning af vores evne til at tjene penge. Så det har været en meget profitabel vækst," understreger direktøren.

Opkøbet af DCES har betydet, at Danoffice IT dels har fået flere tekniske kompetencer ombord, men også at selskabet har fået adgang til flere markeder – primært B2B-markedet og det offentlige marked, som bliver en mere og mere vigtig brik i selskabets danske forretning.

Er der flere opkøb på vej?

"Det kan man absolut ikke udelukke. Lige i de her dage er fokus mest et andet sted, men opkøb er da en af de ting, vi stadig tænker på, i forhold til hvordan vi kan supplere vores forretning – både med hensyn til markedssegmenter, men også i forhold til de ting, vi har på hylderne."

Corona kan betyde mere vækst

Ligesom stort set alle andre har Lars Baun Jensen i øjeblikket stort fokus på corona-situationen. Danoffice IT har sendt stort set alle medarbejdere hjem, hvorfra de kan varetage deres opgaver.

"I forhold til mange andre, som det er rigtig synd for – eksempelvis restaurationsbranchen og andre – så føler vi godt, at vi kan holde det driftsmæssige tæt på 100 pct., selvom vi nu har hovedparten af vores medarbejdere hjemme," fortæller direktøren.

Danoffice IT klarer møderne digitalt, og selskabets setup tager ikke betydelig skade af den nye situation, lyder det.

"Men det er klart, at når man har en global forretning, og der er nogle ting, der bliver fragtet rundt, så holder vi selvfølgelig øje med, hvad der sker på det område. Lige nu virker det som om, at cargo stadigvæk opererer rimelig fint, men at det er passagerflyvninger, der bliver lukket ned. Men det kan selvfølgelig ændre sig," siger Lars Baun Jensen.

Analytiker Jan Horsager fra IDC Nordic har overfor ITWatch peget på, at corona-udbruddet kan føre til en positiv udvikling for it-branchen.

"Dette kan betyde, at vi vil se, at de næste trin i digitaliseringen af erhvervslivet og det offentlige sker på rekordtid. Det her kan blive et syvmileskridt for den digitale transformation," sagde Jan Horsager fredag.

Den analyse er Lars Baun Jensen som udgangspunkt enig i.

"Vi og vores konkollegaer har selv taget vores egen medicin, og derfor bliver vi i øjeblikket ikke så påvirkede, fordi vores forretninger er meget digitaliserede, og vi kan holde videomøder og få fat på hinanden på alle mulige digitale måder," påpeger Danoffice IT-direktøren.

Han mener, at det kan blive en stor mulighed for branchen, at mange andre virksomheder nu bliver nødt til at komme endnu mere med på den digitale omstilling.

"Men når det så er sagt, er det også klart, at hvis de påvirkninger, der er på markedet for virksomheder inden for flybranchen, hotel- og restaurationsbranchen og alle mulige andre brancher, går hårdere ind og medfører en form for ressision, så er det meget svært at se, at det ikke også vil have en negativ påvirkning på it-branchen," siger Lars Baun Jensen.

Danoffice-direktør: Opkøb giver stærkere platform og adgang til nye dele af markedet

Danoffice IT varsler opkøb efter godt år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også