Aktionær får millioner af revisorer i IT Factory

I sidste øjeblik før planlagt domsafsigelse i Østre Landsret har parterne indgået forlig.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Et opgør om mangelfuld revision af IT Factorys regnskaber er i Østre Landsret endt med et forlig. De sagsøgte revisorer skal af med et større millionbeløb til en mindre aktionær.

Ifølge en såkaldt tilkendegivelse fra dommerne stod revisorerne i det daværende KMPG, som nu hedder CJ Partnership, til at betale 62 millioner kroner. 

Selve dommen skulle efter planen afsiges onsdag, men umiddelbart inden har parterne indgået et forlig. Landsretten skal altså ikke afgøre sagen med en dom.

Sagen var rejst af Peter Sølbecks investeringsselskab Sølco, og i oktober blev det første retsmøde af en håndfuld afviklet.

"Parterne er enige om ikke at sige noget om indholdet af forliget," siger advokat Erik Kjær-Hansen, der har repræsenteret Sølbeck.

Selskabet IT Factory med Stein Bagger i spidsen var en lysende stjerne i erhvervslivet med en enorm vækst og blev kåret som årets vækstvirksomhed, men væltede med et brag i slutningen af 2008 på grund af omfattende økonomisk kriminalitet.

Da alt endnu så lyst ud – i 2006 – købte Peter Sølbeck aktier i IT Factory. Han tabte imidlertid millioner af kroner på investeringen og rejste siden sag mod revisorerne, fordi de svigtede ved at give såkaldte blanke påtegninger på regnskabet i 2005 og 2006.

Den mangelfulde revision har allerede kostet et stort beløb. KPMG indgik i 2016 forlig med boets kurator mod betaling af 333 millioner kroner.

Medie: IT Factory-revisor skal betale til investor 

Kurator opgiver at finde Stein Baggers formue 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også