Optimistiske Apple solidt gennem andet kvartal

Apple lander en lavere omsætning i forhold til samme periode sidste år, men slår forventningerne, viser nyt regnskab.
Foto: Aly Song/Ritzau Scanpix
Foto: Aly Song/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Mobilproducenten Apple kom solidt gennem sit andet kvartal. Samtidig spår selskabet et tredje kvartal med en omsætning i den høje ende af forventningerne, knap 1,3 mia. dollar mere end ventet, ligesom koncernen forkæler sine ejere med yderligere aktietilbagekøb for 75 mia. dollar og løfter udbyttet med 5 pct.

Aktien steg med knap 5 pct. i tirsdagens eftermarked og lagde dermed til den stigning på 27 pct., som Apple allerede har haft i 2019.

Aktien faldt ellers 1,9 pct. i ordinær handel, da selskabets sydkoreanske konkurrent Samsung tidligere tirsdag havde skuffet med sine tal for årets første tre måneder.

Æblekoncernen fik i sit andet kvartal en omsætning på 58,02 mia. dollar, et fald på 5,1 pct. fra 61,14 mia. dollar i samme periode for et år siden, mod ventede 57,49 mia. dollar, mens det justerede overskud landede på 2,46 dollar per aktie mod konsensus på 2,37 dollar, ifølge Bloomberg News.

Apples omsætning i andet kvartal på 58,02 mia. dollar lå desuden i den høje ende af, hvad Apple havde lovet, nemlig et interval mellem 55 og 59 mia. dollar.

Salget af iPhones overgik også forventningerne, da det i andet kvartal landede på 31,05 mia. dollar mod ventede 30,50 mia. dollar - godt en halv milliard dollar i plus. Det var dog et fald fra 37,56 mia. dollar i forhold til andet kvartal sidste år.

Serviceindtægterne, fra iTunes, iCloud, App Store og Apple Pay, steg samtidig til 11,45 mia. dollar mod 9,85 mia. dollar året før.

Wearables voksede til 5,13 mia. dollar fra 3,94 mia. dollar, og der var en mindre fremgang i iPad-salget, mens Mac-computere dog gik tilbage.

"Vores resultater i martskvartalet viser den fortsatte styrke af vores installerede base på over 1,4 mia. aktive enheder, da vi satte rekord for service, og det stærke momentum for wearables-, hjem- og accesories-kategorierne, som satte ny rekord for martskvartalet," udtaler Tim Cook, topchef i Apple, i regnskabet.

Det justerede nettoresultat blev i perioden på 11,56 mia. dollar mod ventede 11,12 mia. dollar, mens driftsresultatet, målt på EBITDA, landede på 16,46 mia. dollar. Her havde Wall Street ventet 16,22 mia. dollar.

For sit tredje kvartal spår Apple en omsætning i intervallet 52,50 til 54,50 mia. dollar. Her havde analytikerne på forkant regnet med 52,22 mia. dollar. Dermed er midtpunktet af Apples egne forventninger 1,28 mia. dollar over konsensus.

Apple lover i sit kvartalsregnskab at øge sit aktietilbagekøbsprogram med yderligere 75 mia. dollar, med henvisning til koncernens fremtidsudsigter og vurderingen af aktiens værdi, og samtidig løfter selskabet sit kvartalsmæssige udbytte til 77 cent per aktie mod hidtil 73 cent - et tillæg på 5 pct.

Samsungs overskud tager stort dyk i første kvartal

Apple og Qualcomm indgår forlig i den store patentstrid 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også