NNIT gafler it-direktør fra Skat
Claus Middelboe Andersen skifter fra 1. november jobbet som it-direktør hos Skat ud med titlen som vice president hos den danske hosting- og it-leverandør NNIT. Her får han det globale ansvar for selskabets it-løsninger og bliver øverste chef for omkring 900 medarbejdere.
Det skriver Computerworld.
Som vice president kommer Claus Middelboe Andersen til at referere direkte til Per Kogut, og selv om han med egne ord har været glad for sin tid hos Skat, så kunne han ikke sige nej til tilbuddet fra NNIT.
"Den stilling, jeg har fået tilbudt, er meget spændende og udfordrende. Sådan en stilling, som man kun meget sjældent får mulighed for at tiltræde. Det kunne jeg ikke sige nej til, og jeg glæder mig meget til at tage fat," fortæller han til Computerworld.
Claus Middelboe Andersen har været ansat i Skat siden marts 2015 og har de sidste 10 måneder været konstitueret it-direktør.
Hos Skat er man trist over tabet af it-direktøren, men ønsker samtidig held og lykke fremover.
"Først og fremmest ønsker jeg Claus tillykke med at lande så stort et job. Det er flot, og jeg er stolt på hans vegne, selvom det naturligvis er et tab for Skat. Claus har med sin store faglige kapacitet stået i spidsen for at løfte og udvikle vores it-systemer. Dertil er Claus en meget vellidt og respekteret chef og kollega, som altid har forretningens behov i fokus," siger Merete Agergaard, konstitueret direktør i Skat.
NNIT venter stor vækst i sin konsulentforretning
NNIT er klar til flere samarbejder med små iværksætterselskaber
Derfor går NNIT i samarbejde med ungt dansk iværksætterselskab
Relaterede artikler:
NNIT venter stor vækst i sin konsulentforretning
For abonnenter