Klejnsmeden Andreas brænder for cybersikkerhed 

FREMTIDENS IT-SPECIALISTER: Et adgangskursus til DTU blev den håndværksuddannede Andreas’ springbræt til en it-uddannelse. Han har altid haft en interesse for hacking og arbejder målrettet på at få et job indenfor offensiv cybersikkerhed.
Andreas Breum, studerende på DTU. | Foto: PR
Andreas Breum, studerende på DTU. | Foto: PR

Da Andreas Breum droppede gymnasiet, var han i tvivl om, hvilken karrierevej han skulle vælge. Han valgte at gå i lære som klejnsmed, ikke fordi han var interesseret i faget, men fordi en bekendt engang havde sagt til ham: ”Hvis du kan lære at svejse, kan du altid få arbejde”.

Barndomsinteressen for computere spøgte dog i baghovedet. Som færdiguddannet klejnsmed startede han på et adgangsgivende kursus til Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor han i dag følger en uddannelsesretning om cybersikkerhed. Drømmen er at arbejde med offensiv cybersikkerhed, som han gør i dag som studentermedhjælper i DSB’s IT Sikkerhedsafdeling.

Det fortæller han i denne artikel, som er den anden af en række artikler om fremtidens it-specialister, ITWatchs karrierenyhedsbrev bringer i den kommende tid.

Hvorfor har du valgt at læse cybersikkerhed på DTU?

”Det var egentlig bare en fritidsinteresse, men da jeg fandt ud af, at man godt kunne få lov til at læse it med en håndværksbaggrund, gik jeg målrettet efter det. I sidste del af min læretid brugte jeg ret meget fritid på at finde ud af, hvordan hacking og cybersikkerhed fungerer.”

”Jeg tog onlinekurser om hjemmesider, HTML, Javascript, Java programmering og C-programmering, for ligesom at have en baggrund, før jeg startede. Jeg blev udlært klejnsmed i december 2017 og startede på et adgangskursus på DTU i januar 2018.”

Hvor vil du gerne arbejde, når du er færdig?

”Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med offensiv cybersikkerhed på fuld tid, som jeg gør nu i DSB IT Sikkerhed som studentermedhjælper. Hvor jeg er opmærksom på nye trends og angriber vores systemer for at finde huller, der skal fikses.”

”Hvis det skulle være et andet sted, kunne det godt være PET eller Forsvarets Efterretningstjeneste. De virker til at have nogle spændende opgaver, de slår i hvert fald nogle interessante stillinger op. Men jeg er også blevet advaret om, at de godt kan være lidt rigide i deres tilgang.”

Kan du bruge din håndværksmæssige baggrund i dit arbejde?

”Jeg er blevet ret overrasket over, hvor meget jeg kan bruge min baggrund. Det giver en arbejdsmoral og en disciplin, at du som 17-årig hver dag er stået op kl. 4.30 om morgenen for at tage knallerten og køre 25 km i snevejr for at stå og svejse i et hul i jorden i frostgrader, fordi det går ud over andre end dig selv, hvis du ikke kommer.”

”Jeg har også en anden tilgang til studiet, end dem som kommer med en gymnasial baggrund. Jeg prøver at køre det som almindeligt arbejdstid - møder tidligt ind og forsøger at holde fri om aftenen og weekenden. Så slipper jeg også for stress og dårlig samvittighed.”

”Hvis jeg har brugt den tid, jeg kan, på det, må det være godt nok. Du kan komme ret langt ved at finde ud af, hvad skal du levere her, fremfor at finde ud af, hvad skal overskriften og skrifttypen være.”

Hvor meget fylder din fremtidige karriere?

”Fra da jeg tog beslutningen om at starte på DTU’s adgangskursus, har jeg målrettet gået efter cybersikkerhed. Så på den måde har jeg haft en eller anden form for karriereplan i hvert fald i forhold til, hvad jeg kan se mange af mine medstuderende har. De tænker mere, de vil lave noget med it. Hvad, finder de ud af i løbet af studiet.”

”Hvor jeg skal have et job, fylder ikke så meget lige nu. Der mangler rigtig mange indenfor cybersikkerhed. Det mærker jeg også på LinkedIn, hvor jeg bliver kontaktet til studiejobs. Det er ret sigende, at selv i studentermedhjælperstillinger, som er noget, man i andre brancher skal kæmpe om, er der mangel på folk.”

Hvad betyder mest for dig, når du skal finde et job som færdiguddannet?

”Lønnen skal nok blive fin, så det er ikke den, der er så vigtig. Jeg går meget op i faglig og personlig udvikling. Det er vigtigt for mig, at det er et sted, hvor der er plads til, at du kan blive dygtigere, og at der er spændende arbejdsopgaver.”

”Der skal også være en god work-life-balance. Jeg er ikke specielt interesseret i at skulle arbejde mig selv ihjel for andre. Jeg hører om mange, der tager jobs, hvor de arbejder 60 timer. Det er måske meget godt at spørge sig selv nogle gange, hvad skal det koste mig at gå glip af min søns fodboldkamp. Det tror jeg ikke, de gider at betale.”

Hvad er det bedste karriereråd, du vil give andre med på vejen?

”Du skal ikke være bange for at lave et karriereskift. Det er ikke spildt at lære noget, uanset hvad det er. Tit giver det faktisk også en fordel i forhold til dem, som har taget den lige vej.”

”Hvis der er 100, der kan det samme, kan det være meget godt at være ham, der kan noget andet også.”

”I forhold til mit arbejde med cybersikkerhed har det været en fordel, at jeg har en håndværksmæssig baggrund og har arbejdet et halvt år i et alarm- og sikringsfirma. Det har betydet, at jeg i hvert fald på papiret har været den, som har haft den bedste forudsætning for at vurdere, om den fysiske sikkerhed var i orden. Om kameraerne var rigtig sat op, og om alarmsystemerne var ordentlige.”

Er der noget som har overrasket dig på din karrierevej so far?

”Ja, hvor bredt et felt cybersikkerhed er. Jeg havde måske en lidt naiv ide om, at alle som arbejdede med cybersikkerhed var hackertyper. Det er det ikke. Det er meget bredt. Der er også folk, som arbejder med compliance og jura.”

”Jeg er også overrasket over, hvor lidt fokus der er på cybersikkerhed og it generelt på andre uddannelser end de tekniske uddannelser - taget i betragtning af, hvor mange der kommer til at arbejde med det.”

”Der er fx et helt felt indenfor cybersikkerhed, som handler om at skabe en arbejdskultur om it-sikkerhed. Det virker underligt, at DTU- folk skal sidde og lave adfærdsdesign og prøve at påvirke andre. Det må der være nogen, der har læst kommunikation eller psykologi, der må være bedre til. Det bør der være.”

Signe har skiftet drømmejobbet som læge ud med scrum master

”Der er ikke en fast beskrivelse af hvad en administrerende direktør er”


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også