Teleindustrien: Fjernelsen af roamingafgifter er blottet for økonomisk logik

Den danske telebranche har i en årrække været præget af benhård konkurrence. Det er kommet forbrugerne til gavn gennem lave abonnementspriser og store datapakker.
Samtidig har det presset indtjeningen hos teleoperatørerne. De kan til sommer se frem til at komme under yderligere pres, når roamingafgifterne inden for EU forsvinder fra 15. juni.
Sådan lyder konklusionen fra Jakob Willer, direktør i brancheorganisationen Teleindustrien, der repræsenterer 21 forskellige selskaber, efter en afstemning i EU-Parlamentet i dag fjernede den sidste barriere for aftalen.
"Vi har store datapakker og meget lave priser i Danmark. Det bliver selskaberne straffet for i den konstruktion, som man har lavet med reguleringen, hvor man siger, at forbrugerne skal betale samme roamingpris i udlandet som hjemme i Danmark. Det vil sige, at en dansk forbruger kommer til at bruge det tyske net til en lavere pris, end tyskerne selv gør," siger Jakob Willer
Fjernelsen af roamingafgifterne rammer den danske telebranche langt hårdere end dens udenlandske konkurrenter netop på grund af de lave priser og store datapakker, som kendetegner det danske marked sammenlignet med udlandet.
Aftalen betyder, at teleselskaberne i første omgang skal betale hinanden 57 kr. pr. gigabyte, som kunderne benytter. Det beløb falder frem mod 2022 til knap 19 kr.
I første omgang betyder prisen, at det bliver meget vanskeligt for de danske teleselskaber at skabe en fornuftigt forretning, når kunderne bruger mobilen i udlandet.
"Rent økonomisk er reguleringen blottet for logik. Gennemsnitsomsætningen på et dansk teleabonnement er på ca. 120 kr. om måneden. Så hvis folk blot bruger to gigabyte data i udlandet, så er pengene brugt. Derfra har teleselskaberne stort set nul kr. tilbage til at bygge netværk, drive kundeservice og betale for de danske tjenester. På den måde hænger indgrebet ikke sammen," siger Jakob Willer.
Han vurderer, at det i sidste ende vil betyde, at de danske forbrugere kan se frem til dyrere og dårligere tjenester som en konsekvens af aftalen, fordi teleselskaberne bliver nødt til at hente de ekstra omkostninger hos kunderne.
Relaterede artikler:
Waoo vokser med 50.000 kunder om året
For abonnenter