Færre initiativer i ny digitaliseringsstrategi: "Vi havde håbet på mere"

Den seneste strategi er fra maj 2022, og der er ikke meget nyt siden da. (Opdateret)

Regeringen afsætter 800 miliioner kroner til digitalisering i sin netop offentliggjorte digitaliseringsstrategi, der i store træk er en forlængelse af den strategi, der blev fremlagt i maj 2022.

Der er hverken flere penge eller flere initiativer i forhold til den tidligere strategi, hvor der var 61 konkrewte initiativer. Nu er der kun 25.

Strategien får heller ikke supervarme ord med fra brancheorganisationen IT-Branchen.

”Vi er glade for, at vi endelig får en samlet strategi, da digitaliseringen er den største forandringskraft i vores samfund overhovedet. Strategien tager da også fat om mange af de helt centrale temaer og slår de rigtige takter an. Men vi havde håbet på mere,” udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

De 25 initiativer handler kort sagt om enten et digitalt løft af befolkningen, om kunstig intelligens, grøn omstilling, sundhedsvæsenet og så naturligvis digitalisering.

”Vi vil gerne gøre meget for den digitale forståelse i Danmark, hvorfor vi også har lavet et fag i folkeskolen, der skal give de unge en forståelse for den teknologi, der er i hastig udvikling. Digitaliseringen spiller en central rolle,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V).

De 25 initiativer er dog langt fra nok til at komme i mål med den ambition, mener Natasha Friis Saxberg fra IT-Branchen.

”Det er afgørende, at der kommer flere digitale udspil i den kommende tid. Bl.a. i forhold til, hvordan teknologien skal hjælpe med at frigive flere varme hænder og hoveder i det offentlige, hvor især sundhedsvæsenet er presset,” slutter Natasha Friis Saxberg.

Må ikke glemme de små

En central del af digitaliseringsstrategien er en understøttelse af Erhvervsministeriets ambitioner om at fjerne det administrative arbejde fra de små og mellemstore virksomheder.

”Målet er at fjerne administrativ bøvl. Mange bruger tid på det, de ikke har lyst til at bruge tid på. Det administrative. Man vil gerne bruge tiden på at være innovativ. Derfor sætter vi også fokus på SMV’ere i Danmark med denne her strategi, ” siger erhvervsminister Morten Bødskov (S).

Men med 800 millioner, der skal bruges til en lang række forskelligartede projekter, så er der skuffelse af føle hos brancheorganisationen SMVdanmark, der kalder strategien for ”uambitiøs”. 

”Smørret bliver virkelig smurt papirstyndt ud på brødet. Reelt er det småpenge, som strategien afsætter til en indsats for at hjælpe de små og mellemstore virksomheder. Det er skuffende,” siger økonom og digitaliseringsansvarlig i SMVdanmark, Pernille Birch.

SMVdanmark hæfter sig dog ved, at der er gode takter og hensigter i den nye strategi, når det kommer til at øge væksten i mindre virksomheder gennem digitalisering, blandt andet ved at nedbringe indberetningsbyrden til det offentlige og standardisering af grønne data.

Men initiativerne i strategien er ifølge organisationen ”desværre” en samling af indsatser, som vi kender i forvejen, lyder det. 

”Jeg savner en strategi, der langt mere målrettet og effektivt hjælper dem, der har brug for en hånd her. Og det er de mindre virksomheder med idéer og ambitioner inden for digitalisering og automatisering, men som har svært ved at finde pengene og få bedre rådgivning. Her opfordrer vi partierne til at prioritere pengene,” siger Pernille Birch. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også