Statslig bogtjeneste misbruges til piratkopiering: Koster forlag millioner

Flere danske forlag hejser nu det røde flag overfor den statslige organisation, Nota, der giver digitale bøger til folk med læsehandicap. Bøgerne piratkopieres og forlagene taber millioner.
Maria Fredenslund fra Rettighedsalliancen finder delingen af digitale studiebøger ekstrem | Foto: Rettighedsalliancen / Pr
Maria Fredenslund fra Rettighedsalliancen finder delingen af digitale studiebøger ekstrem | Foto: Rettighedsalliancen / Pr

Når et nyt kuld studerende begynder på landets videregående uddannelser efter sommerferien, vil mere end fire ud af fem bruge digitale studiebøger - og op mod hver anden af dem, vil anskaffe sig piratkopier af bøgerne. Og en meget stor andel af de piratkopier, der cirkulerer, er stillet til rådighed af staten selv.

Det er nemlig digitaliserede lærebøger i PDF-form, der stammer fra den statslige bog-tjeneste til læsehandicappede, Nota.

Problemet er nu så stort, at en række forlag og aktører i branchen hiver klagen helt op på minister-niveau: Piratkopieringen af Nota-bøger har nemlig nu nået et omfang, der betyder store tab og lukkede boglader, lyder det i et nødråb, som branchen i fællesskab har sendt til kulturministeriet.

Tal fra Rettighedsalliancen viser, at op mod 59 procent af de piratkopier af studiebøger, der cirkulerer på nettet, stammer fra Nota, der hører under Kulturministeriet. Hver fjerde af de studerende, der bruger digitale lærebøger, anerkender, at en af eller flere af dem er fra Nota, viser en ny analyse fra Rettighedsalliancen.

Det er tal, der nu får forlagene til at advare og beskriver situationen som meget alvorlig. Et estimat fra branchen selv opgør omsætningstabet i trecifrede millionbeløb.

”Det er ret ekstremt,” siger direktør i Rettighedsalliancen, Maria Fredenslund.

Tilbud til læsehandicappede

Nota har til formål at distribuere gratis, digitaliserede udgaver af lærebøger til studerende med forskellige læsehandicap. Men de gratis digitale bøger ender oftere med at ryge i cirkulation som PDF-filer blandt de øvrige studerende, der dermed ikke behøver at bruge penge på den fysiske bog. 

Rettighedsalliancen melder også om Nota-bøger, der sælges i den Blå Avis og deles via diverse cloud-tjenester.

Blandt de piratkopier, som Rettighedsalliancen selv har anskaffet i forbindelse med efterforskning siden 2018, har andelen af Nota-bøger været helt oppe på 70-80 procent nogle år. I gennemsnit over perioden har 59 procent af filerne vist sig at stamme fra Nota, og dermed egentlig være forbeholdt studerende med læsehandicap. 

Men mørketallet kan være stort, fordi piratkopier af studiebøger deles på lukkede fora. Derfor kan antallet af delte filer være meget større, end hvad det er muligt for Rettighedsalliancen at monitorere.

”Det er et kæmpestort problem, at Nota er blevet så stor en kilde til piratkopiering. Vi har haft fokus på området i mange år og lavet kampagner rettet mod de studerende, men det er svært at ændre på, for de studerende spejler sig jo i, hvad de andre gør og alle vil jo gerne spare penge,” siger Maria Fredenslund.

Notas brugere har typisk svært at læse på normal vis og får derfor et medlemskab af Nota, så de kan hente studiematerialer, der passer bedre til deres særlige situation. Bøgerne kan enten læses i Notas egen app eller modtages som PDF-fil, som brugerne kan få læst højt af særlig software.

De digitale lærebøger vandmærkes af Nota, men indeholder derudover vanligvis ikke nogen kopibeskyttelse.

Dropper titler af frygt for tab

Den omfattende piratkopiering betyder, at nogle lærebogsforlag står overfor at måtte droppe titler, fordi der efterhånden sælges så få lovlige udgaver, at nogle titler giver underskud. Det betyder, at lærebøgerne ryger helt af markedet, forklarer Christine Bødtcher-Hansen, der er direktør i brancheforeningen Danske Forlag til ITWatch.

Danske Forlag og en række andre organisationer, blandt andet Dansk Erhverv, skrev i slutningen af maj til Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og uddannelsesminister Christina Egelund (M) og krævede handling i forhold til Nota.

”Problemet er så alvorligt, at studieboghandlere lukker, og forfattere og forlag mister indtægter og dermed motivation for at skrive, investere i og udgive studiebøger,” lød det i brevet.

Christine Bødtcher-Hansen uddyber:

”Det er massivt frustrerende, at der ikke sker noget på området. Vi har forsøgt at råbe Nota og embedsmænd op i flere år og senest i maj har vi skrevet til de relevante ministre. Men vi oplever ikke, at problemstillingen bliver taget alvorligt,” siger Christine Bødtcher-Hansen.

Hun forklarer, at bøger til studiebrug ofte udkommer i små oplag og derfor bliver tabsgivende, hvis de piratkopieres i større omfang.

”Der er studieområder, hvor der er risiko for, at man må stoppe med opdateringer og udgivelser, blandt andet på det medicinske område, hvor de studerende så vil mangle relevante bøger. Vi oplever, at vi ikke bliver taget alvorligt, heller ikke selv om vi gør vores hjemmearbejde og kommer med løsningsforslag,” siger hun.

Hun tilføjer, at Danske Forlag bakker op om, at der skal være tilbud til de læsehandicappede. Det skal blot ske på en måde, hvor bøgerne ikke ender med at ryge i cirkulation blandt de øvrige studerende.

”Det mest alvorlige er jo, hvis bøgerne ikke længere bliver udgivet. Digitaliseringen har jo gjort det uendeligt meget nemmere at kopiere bøgerne, og kopien er identisk med originalen.” siger hun.

I brevet til kulturministeren har Danske Forlag og de øvrige underskrivere opfordret til, at Nota stopper med at sende PDF-filer ud, og i stedet blot stiller bøgerne til rådighed i sin app. I tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre, stiller underskriverne krav om, at filerne forsynes med kopibeskyttelse.

Hos Nota anerkender direktør Michael Karvø problemet.

”Det lyder som om, vi har brug for et nyt samtalerum, hvor vi sammen kigger på, hvilke løsninger, der kan være. Det er berettiget krav til os, at vi arbejder mod piratkopiering, men vi har brug for inspiration og måske hjælp til at finde de løsninger, der effektivt modvirker piratkopiering. Vi har ingen interesse i, at forlagene taber penge,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også