Folketinget fraråder brug af TikTok-app

Folketingsmedlemmer og andre ansatte har tirsdag modtaget en mail, hvor det anbefales, at man sletter appen.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

Folketinget fraråder brug af TikTok-appen på mobile enheder hos Folketingets medlemmer og ansatte. Det skriver Folketinget i en pressemeddelelse.

”Folketinget tager bestik af de vurderinger, som kommer fra sikkerhedsmyndighederne. Når der nu ifølge Center for Cybersikkerhed er risiko for spionage ved at bruge TikTok, så indretter vi os efter det.”

”Vi følger hermed den linje, som centret anlægger over for statslige institutioner,” siger Folketingets formand, Søren Gade (V), i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer, efter at Center for Cybersikkerhed (CFCS) i sidste uge frarådede ansatte i staten at have appen TikTok installeret på tjenstlige enheder, herunder mobiltelefoner.

”I den forbindelse har CFCS i samarbejde med PET og Statens IT for nylig udarbejdet en håndbog i sikkerhed for mobile enheder.”

”CFCS fraråder i ovennævnte håndbog anvendelse af TikTok på tjenstlige enheder,” skrev CFCS torsdag i sidste uge.

Samme dag oplyste EU-Kommissionen og EU-Ministerrådet, at man har valgt at forbyde TikTok på de ansattes arbejdstelefoner.

TikTok er ejet af det kinesiske selskab Bytedance, der er mistænkt for at videregive oplysninger til styret i Beijing.

Selskabet mener selv, at beslutningen er baseret på ”grundlæggende misforståelser” ifølge en talsperson.

Tirsdag morgen har alle folketingsmedlemmer og ansatte i Folketingets administration og gruppesekretariater modtaget en mail, hvor det kraftigt anbefales, at TikTok-appen slettes, hvis man har den installeret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også